Indeholder bibelen fejl, modsigelser og uoverensstemmelser?



Spørgsmål: Indeholder bibelen fejl, modsigelser og uoverensstemmelser?

Svar:
Hvis vi læser bibelen som den er skrevet, uden at have en lumsk plan om at finde fejl i den, så vil vi opdage at den er sammenhængende, konsekvent og en relativt letlæselig bog. Ja, der er stykker i den som er svære at forstå. Ja, der findes vers som ved første øjekast synes at være selvmodsigende. Vi må huske på, at bibelen blev skrevet af ca. 40 forskellige forfattere, over en periode på ca. 1500 år. Hver forfatter skrev med sin egen stil, fra et andet perspektiv, til et andet publikum, og med et andet formål. Vi kan derfor forvente nogle små forskelle hér. Men at noget er skrevet anderledes, gør det ikke til en modsigelse. Det kan kun være en fejl, hvis man på ingen som helst måde kan finde en sammenhæng mellem de forskellige vers. Og selv hvis der ikke er et klart svar med det samme, så betyder det ikke at svaret ikke eksisterer. Mange har opdaget fejl i bibelen, som ikke passer ind i den gængse opfattelse af historie eller geografi, for senere at opdage at nye arkæologiske fund gav bibelen ret alligevel.

Vi modtager ofte spørgsmål, der f.eks. lyder ”forklar mig hvordan disse vers ikke modsiger sig selv!”, eller ”Se, her er der en fejl i bibelen!” Vi indrømmer gerne, at mange af de spørgsmål der stilles, kan være svære at svare på. Ikke desto mindre er det vores påstand, at der findes praktiske og intellektuelt rimelige svar på enhver formodet fejl eller uoverensstemmelse i bibelen. Der findes bøger og hjemmesider med lister over ”alle bibelens fejl.” De fleste mennesker får desværre deres ammunition fra disse steder; de finder ikke disse antagelige fejl på egen hånd. Der findes også bøger og hjemmesider der forklarer disse såkaldte fejl. Det sørgeligste er, at de fleste af de mennesker, der angriber bibelen, ikke ønsker noget svar. Mange, som angriber bibelen, kender allerede disse svar på forhånd, men fortsætter med at bruge de samme, overfladiske argumenter igen og igen.

Så hvad må vi gøre, når nogen kommer til os med en formodet fejl i bibelen? 1) At bede over og læse i bibelen, om der ikke er et enkelt svar på dette spørgsmål. 2) Undersøge i de gode bibelkommentarer, der er skrevet igennem tiden, i bøger der ”forsvarer bibelen” (apologetik), og på hjemmesider der har til formål at fremme bibellære. 3) Spørg vores præst/ menighedsledere om de kan finde en løsning. 4) Hvis der stadig ikke findes et svar efter skridt 1), 2), og 3) er fulgt, så må vi stole på, at Guds Ord taler sandt, og at der findes et svar, som endnu ikke har vist sig (2. Timotheus 2:15; 3:16-17).


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Indeholder bibelen fejl, modsigelser og uoverensstemmelser?