Hvordan og hvordan blev bibelens kanon sat sammen?



Spørgsmål: Hvordan og hvordan blev bibelens kanon sat sammen?

Svar:
Begrebet ”kanon” bruges til at beskrive de bøger, der er guddommeligt inspirerede, og derfor hører til i bibelen. Det svære ved at identificere den bibelske kanon, er, at bibelen ikke giver os en liste over de bøger, der hører til i bibelen. Bibelens kanon blev først besluttet af jødiske rabbinere, og senere af tidlige kristne. Men det var ultimativt Gud selv, der besluttede, hvilke bøger der skulle i bibelens kanon. Et skrift hørte til i bibelen, i det øjeblik Gud inspirerede dets tilblivelse. Det hænger i sin enkelthed sammen med, at Gud måtte overtale sine menneskelige efterfølgere om, hvilke bøger der hørte til i bibelen.

Hvis vi sammenligner med ny testamente, så var der meget lidt kontrovers om, hvilke bøger der hørte til i det gamle testamente. Hebraiske troende genkendte Guds budbringere og tog imod deres skrifter som inspirerede af Gud. Selvom der unægtelig opstod nogen debat om den gammeltestamentlige kanon, så var der omkring år 250 f.kr. næsten universel enighed om den hebraiske skrifts kanon. Det eneste tilbageblivende spørgsmål omhandlede de apokryfiske skrifter, og der er stadig uenighed og diskussion om dette i dag. Størstedelen af de hebraiske skriftlærde, anså de apokryfiske skrifter for at være gode historiske og religiøse dokumenter, men ikke på samme niveau som de hebraiske skrifter.

Hvad det nye testamente angår, så begyndte processen med at identificere og samle kanon i den tidlige kirkes første århundreder. Mange af de nytestamentlige skrifter blev anerkendt meget tidligt. Paulus anså Lukas’ skrifter for at have lige så stor autoritet som de gammeltestamentlige skrifter (1. Timotheus 5:18; se også 5. Mosebog 25:4 og Lukas 10:7). Peter anså Paulus’ skrifter for at tilhøre Skriften (2. Peter 3:15-16). Nogle af det nye testamentes bøger cirkulerede også rundt blandt menighederne (Kolossenserne 4:16; 1. Thessaloniker 5:27). Clement af Rom nævnte mindst otte af det ny testamentes bøger (95 e.kr.). Ignatius af Antiokia anerkendte omkring syv bøger (115 e.kr.). Polykarp, som var en af apostlen Johannes’ disciple, anerkendte 15 bøger (108 e.kr.). Senere nævnte Irenæus 21 bøger (185 e.kr.). Hippolytus anerkendte 22 bøger (170-235 e.kr.). De nytestamentlige bøger, der var mest kontrovers om, var Hebræerbrevet, Jakobsbrevet, 2. Petersbrev, 2. Johannesbrev og 3. Johannesbrev.

Den første ”kanon” var den mauretanske kanon, som blev samlet i år 170. Denne kanon indeholdt alle de nytestamentlige skrifter, undtagen Hebræerbrevet, Jakobsbrevet og det 3. Johannesbrev. I år 363 erklærede det laodikeanske koncil, at kun det gamle testamente (også de apokryfiske skrifter) og det ny testamtentes 27 bøger måtte læses i menighederne. Det hippokratiske koncil (393 e.kr.) og det karthanske koncil (397 e.kr.) bekræftede også, at disse 27 bøger var autorative.

Koncilerne nåede frem til, om et nytestamentligt skrift var inspireret af Helligånden, nogenlunde på denne måde: 1) Var forfatteren en apostel, eller havde han en tæt forbindelse til en apostel? 2) Blev bogen generelt accepteret i Kristi legeme? 3) Indeholdt bogen en konsekvent doktrin og ortodoks undervisning/ lære? 4) Indeholdt bogen en høj grad af moralske og åndelige værdier, som reflekterede Helligåndens værk? Det er igen vigtigt at huske på, at kirken ikke bestemte kanon. Der var ikke noget koncil i den tidlige kirke, som bestemte kanon. Det var Gud, og Gud alene, som bestemte hvilke bøger hørte til i bibelen. Det afhang ganske enkelt af, at Gud gav sine efterfølgere indsigt i, hvilke bøger skulle med i bibelen. Den menneskelige proces, der blev gennemgået for at finde frem til bøgerne, var måske fyldt med fejl, men Gud bragte i sin almagt, og på trods af vores uvidenhed og stædighed, den tidlige kirke til enighed om hvilke bøger han havde inspireret.


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvordan og hvordan blev bibelens kanon sat sammen?