Hvad bør kristne forældre gøre, hvis de har en ”fortabt” søn (eller datter)?



Spørgsmål: Hvad bør kristne forældre gøre, hvis de har en ”fortabt” søn (eller datter)?

Svar:
Der er flere iboende principper i lignelsen om den fortabte søn (Lukas 15:11-32), som troende forældre kan benytte sig af, når det handler om at reagere på og håndtere børn, som vandrer på en anden vej, end de er blevet opfostret til. Forældre må først og fremmest forstå, at når børnene har nået voksenalderen, så er de ikke længere under forældrenes autoritet.

I fortællingen om den fortabte søn, tager den yngste søn sin del af arven, og rejser til et fremmed land, hvor han spilder den på ingenting. Hvis det drejer sig om et barn, som ikke er født på ny, så er dette et udtryk for noget, der sker naturligt for vedkommende. I det tilfælde, hvor et barn på et eller andet tidspunkt har tilkendegivet deres tro på Kristus, kalder vi et sådant barn for en ”fortabt” søn. Ordet betyder, at man ”har spildt sine ressourcer,” som er en god beskrivelse af et barn, som misbruger den åndelige formue, som hans/ hendes forældre har investeret i ham/ hende. Alle de år med omsorg, undervisning, kærlighed og god behandling, som glemmes når barnet gør oprør imod Gud. Al oprør er sker nemlig først mod Gud, og manifesteres ved oprør imod forældre og deres autoritet.

Læg mærke til, at faderen i fortællingen ikke hindrer barnet i at gå. Han følger heller ikke efter ham for at beskytte ham. I stedet bliver denne trofaste forælder derhjemme og beder, og da ”barnet kommer til sine fulde fem igen,” og vender om og tager hjem igen, venter og spejder forælderen efter barnet, og løber ham/hende i møde, da han/ hun ”endnu er langt borte.”

Når vores sønner og døtre tager af sted på egen hånd – og antager at deres alder gør dette lovligt – og så træffer valg, som vi ved får hårde konsekvenser, må forældre lade dem gå, og tillade dem at vælge deres egen vej. Forælderen følger ikke efter, og forælderen blander sig ikke i de konsekvenser, der måtte følge. I stedet bliver forælderen hjemme, beder trofast og venter på tegn på omvendelse, og en retningsændring. Indtil det sker, holder forældre sig til deres eget råd, støtter ikke oprøret, og blander sig ikke (1. Peter 4:15).

Når børn har nået myndighedsalderen, så er de kun under Guds og udvalgte myndigheders autoritet (Romerne 13:1-7). Som forældre kan vi støtte vores ”fortabte” sønner med kærlighed og bøn, og være parat til at drage nær til vores børn, så snart de tager første skridt imod Gud. Gud bruger ofte selvpåvirket smerte til at skænke os visdom, og det er op til den enkelte at handle rigtigt på dette. Som forældre kan vi ikke frelse vores børn – det kan Gud kun gøre. Og indtil det øjeblik opstår, så må vi våge, bede, og overlade sagen i Guds hænder. Dette kan være en smertefuld proces, men handler vi bibelsk i denne tid, så vil vi modtage fred til sind og hjerte. Vi må ikke dømme vores børn, det kan kun Gud gøre. Der er stor trøst at finde i disse ord: ”Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?” (1. Mosebog 18:25b).


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvad bør kristne forældre gøre, hvis de har en ”fortabt” søn (eller datter)?