Hvorfor gav Gud os fire evangelier?



Spørgsmål: Hvorfor gav Gud os fire evangelier?

Svar:
Her følger nogle grunde til, at Gud gav os fire evangelier frem for ét enkelt:

1) For at give os et mere fyldestgørende billede af Kristus. Selvom hele bibelen er inspireret af Gud (2. Timotheus 3:16), så brugte han menneskelige forfattere med forskellige baggrunde og personligheder til at fuldende hans bestemmelser igennem deres skrivelser. Hvert evangeliums forfatter havde et specifikt formål med sit evangelium, og når han handlede på dette formål, understregede hvert evangelium forskellige aspekter af Jesu Kristi person og tjeneste.

Matthæus skrev til et hebraisk publikum, og et af formålene var at vise Jesu slægtstavle, og at han opfyldte de gammeltestamentlige profetier om, at han var den længe ventede messias, og at man derfor måtte tro på ham. Matthæus fremhæver at Jesu er den lovede konge, ”Davidssønnen,” som for evigt skulle sidde på Israels trone (Matthæus 9:27; 21:9).

Markus, en fætter til Barnabas (Kolossenserne 4:10), var et øjenvidne til de begivenheder der skete i Kristi liv, såvel som at være en ven af apostlen Peter. Markus skrev til et hedensk publikum, hvilket man kan se ved, at han ikke fremhævede de ting som var vigtige for jødiske læsere (slægtstavler, Kristi kontroverser med datidens jødiske ledere, mange referencer til det gamle testamente, osv.). Markus lagde vægt på at Kristus var den lidende tjener, som ikke kom for at blive tjent, men for at tjene og give sit liv som en løsesum for mange (Markus 10:45).

Lukas, den ”elskede læge” (Kolossenserne 4:14), evangelist, og medrejsende sammen med Paulus, skrev både Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. Lukas er den eneste hedningeforfatter i det nye testamente. Han er længe blevet anset for at være en dygtig historiker af dem, som har brugt hans skrifter i slægtsstudier og historiske studier. Som historiker forklarer han, at han ønsker at nedskrive en præcis beretning om Kristi liv, baseret på beretninger fra dem, som var øjenvidner til ham (Lukas 1:1-4). Da han specifikt skrev til Theophilus, som åbenbart var en hedning af en vis status, så blev hans evangelium forfattet med et hedensk publikum i sinde, og hans mening var at vise at den kristne tro er baseret på historisk pålidelige og verificerbare hændelser. Lukas henviser ofte til Kristus som ”Menneskesønnen,” hvilket understreger hans menneskelighed, og han deler mange detaljer som ikke findes i nogen af de andre evangelier.

Johannesevangeliet, som blev skrevet af apostlen Johannes, skiller sig ud fra de tre andre evangelier, og indeholder meget teologisk indhold hvad personen Kristus, og betydningen af tro, angår. Matthæus, Markus, og Lukas henviser man til som de ”synoptiske evangelier,” fordi de minder om hinanden i stil og indhold, og fordi de giver en synopse over Kristi liv. Johannesevangeliet begynder ikke med Jesu fødsel eller tidlige tjeneste, men ved Guds Søns handlemåde og karakteristika, før han blev et menneske (Johannes 1:14). Johannesevangeliet lægger vægt på Kristi guddommelighed, som vi f.eks. ser i udtrykket ”Ordet var Gud” (Johannes 1:1), ”verdens frelser” (Johannes 4:42), ”Guds Søn” (som bruges gentagne gange), og ”Herre og … Gud” (Johannes 20:28). I Johannesevangelliet bekræfter Jesus også sin guddommelighed med flere ”Jeg Er” udsagn; det klareste af dem finder vi i Johannesevangeliet 8:58, hvori han siger, ”Jeg er, før Abraham blev født” (sammenlign dette med 2. Mosebog 3:13-14). Men Johannes’ fremhæver også det faktum, at Jesus var et menneske, og ønskede dermed at afsløre de fejl, som en religiøs sekt, gnostikerne, på hans (Johannes’) tid ikke troede på Kristi menneskelighed. Johannesevangeliet forklarer selv, hvad dets primære formål med at blive skrevet er: ”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Johannes 20:30-31).

Altså har vi med fire forskellige, men ligeværdige og præcise beretninger om Kristus at gøre, forskellige aspekter af hans personlighed og tjeneste som bliver åbenbaret. Hver beretning bliver som et forskelligfarvet stykke tråd i et stykke stof, som er vævet sammen for at danne et mere fyldestgørende billede af den Ene, som aldrig helt kan beskrives. Og mens vi aldrig vil komme til at vide alt om Jesus Kristus (Johannes 20:30), så kan vi gennem de fire evangelier vide nok om ham til at værdsætte hvem han er, og hvad han har gjort for os, så vi kan få liv igennem troen på ham.

2) For at give os evnen til objektivt at bekræfte disse beretningers sandfærdighed. Bibelen fortæller fra sin tidlige begyndelse, at man ikke måtte dømme en person i retten baseret på en enkelt persons øjenvidneberetning, men at mindst to eller tre var nødvendige (5. Mosebog 19:15). Og så istandsættes vi endda til at bedømme hvor præcise de informationer er, som vi har om Jesu Kristi persons jordiske tjeneste.

Simon Greenleaf, som er en velkendt og anerkendt autoritet angående de ting, som kan godkendes som pålidelige beviser i retten, studerede de fire evangelier fra en legal synsvinkel. Han lagde mærke til, at den type af øjenvidneberetninger som blev givet i de fire evangelier – beretninger som er enige, men hvor hver forfatter udelader eller tilføjer detaljer som er anderledes fra hinanden – er typiske for pålidelige, uafhængige kilder, som ville blive godkendt i retten som værende stærke beviser. Hvis evangelierne havde indeholdt den præcist samme information med de samme detaljer, som blev skrevet fra samme perspektiv, så ville det vise et samtykke, altså, at forfatterne på et tidspunkt havde mødtes på forhånd for at ”blive enige,” så deres beretninger kunne virke troværdige. Forskellene på evangelierne, selv de modsigelser som man umiddelbart finder når man læser dem første gang, er enige om deres information, men forskellige i perspektiv, i deres mængde af detaljer, og hvilke begivenheder blev nedfældet, og alle disse ting fortæller os at de fortegnelser vi har over Kristi liv og tjeneste som bliver fremstillet i evangelierne, er både faktuelle og pålidelige.

3) For at belønne dem, som flittigt søger ham. Man kan få meget ud af et studium i det enkelte evangelium. Men man kan endda få endnu mere ud af at sammenligne dem, og se på de kontraster, som de forskellige beretningers fra Jesu tjeneste vidner om. For eksempel, så hører vi i Matthæusevangeliet 14 beretningen om bespisningen af de 5000, og om Jesu vandring på søen. I Matthæus 14:22 læser vi, at ”Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort.” Man kan så spørge sig selv, hvorfor han gjorde det? Det får vi ikke noget svar på hos Matthæus. Men når vi kombinerer dette med beretningen i Markusevangeliet 6, så læser vi, at disciplene var kommet tilbage fra at have kastet dæmoner ud af samt helbredt folk, gennem den autoritet som Jesus havde givet dem, da han sendte dem ud to og to. Men de vendte tilbage med ”store egoer,” glemte deres plads og var parat til at undervise ham (Matthæus 14:15). Så ved at sende dem bort om aftenen, så de kunne komme over på den anden side af Galilæa sø, afslører Jesus to ting for dem. Da de kæmper imod blæsten og bølgerne med deres egen selvtillid, indtil morgenens tidlige timer (Markus 6:48-50), begynder de at se, at 1) de intet kan udrette for Gud i deres egen styrke, og 2) intet er umuligt hvis de kalder på ham og lever i afhængighed af hans kraft. Der findes mange andre skriftsteder, som indeholder lignende ”perler,” som den flittige studerende kan finde i Guds Ord, når han bruger tid på at sammenligne Skrift med Skrift.


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvorfor gav Gud os fire evangelier?