Hvordan bliver menneskesjæle skabt?



Spørgsmål: Hvordan bliver menneskesjæle skabt?

Svar:
Der er to bibelsk plausible syn på, hvordan en menneskesjæl bliver skabt. Traducianisme er en teori, som handler om, at en sjæl bliver skabt af de fysiske forældre, og den fysiske krop ligeså. Følgende ting støtter op omkring traducianisme: (A) I 1. Mosebog 2:7, blæste Gud livsånde ind i Adam, og Adam blev en ”levende sjæl.” Der står ikke noget andet sted i Skriften, at Gud gør dette igen. (B) Adam fik en søn i sin egen lighed (1. Mosebog 5:3). Adams efterkommere lod til at være ”levende sjæle,” selvom Gud ikke havde blæst livsånde i dem. (C) 1. Mosebog 2:2-3 lader til at sige, at Gud holdt inde med sit skaberværk. (D) Adams synd har indvirkning på alle mennesker – både fysisk og åndeligt – dette giver mening, hvis både krop og sjæl kommer fra forældrene. Svagheden ved traducianisme er, at den er uklar omkring, hvordan en ikke-materiel sjæl kan blive skabt igennem en proces, som er helt fysisk. Traducianismen kan kun være sand, hvis kroppen og sjælen er helt forbundet med hinanden.

Kreationisme er det synspunkt, at Gud skaber en menneskesjæl, når et menneske bliver undfanget. Mange af de tidlige kirkefædre troede på kreationisme, og den har også opbakning i Skriften. For det første, så skelner Skriften mellem sjælens og kroppens oprindelse (Prædikeren 12:7; Esajas 42:5; Zakarias 12:1; Hebræerne 12:9). For det andet, så holdes der også fast på adskillelsen af krop og sjæl, hvis Gud skaber hver individuel sjæl i det øjeblik, der er behov for det. Svagheden ved kreationisme er, at den siger, at Gud kontinuerligt skaber nye menneskesjæle, mens 1. Mosebog 2:2-3 lader til at sige, at Gud hørte op med at skabe. Og da hele menneskets eksistens – krop, sjæl og ånd – er inficeret med synd, og Gud skaber en ny sjæl til hvert menneske, hvordan kan den sjæl så være inficeret med synd?

Et tredje synspunkt, som mangler skriftmæssig opbakning, er ideen om, at Gud skabte alle menneskesjæle samtidig, og ”føjer” en sjæl til et menneske i det øjeblik, det bliver undfanget. Dette synspunkt antager, at der findes et slags ”sjælenes varelager” i himlen, hvor Gud placerer de sjæle, som venter på at blive føjet til en menneskekrop. Som sagt, så har dette synspunkt ikke noget opbakning i bibelen, og som regel er det mennesker, som tror på ”new age,” eller tænker i reinkarnationens tankebaner, som tror på dette.

Uanset om det traducianistiske eller kreationistiske synspunkt er rigtigt, så er begge enige om, at en sjæl ikke eksisterer før undfangelsen. Dette lader også til at være bibelens klare lære. Uanset om Gud skaber en ny menneskesjæl i undfangelsens øjeblik, eller om Gud designede menneskets forplantningsevne på en sådan måde, at en menneskesjæl også kunne blive genskabt, så er det i sidste ende Gud, som er ansvarlig for skabelsen af hver eneste menneskesjæl.


Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvordan bliver menneskesjæle skabt?