Spørgsmål
Hvad er Guds herlighed?
Svar
Guds herlighed er skønheden ved Hans Ånd. Det er ikke en æstetisk skønhed eller en materiel skønhed, men det er den skønhed, der stråler ud fra Hans karakter, fra alt det, Han er. Jakobsbrevet 1:10 opfordrer det rige menneske til at være stolt ”af sin ringe stand” (på engelsk: ”glory in his humiliation), hvilket peger på, at herlighed ikke er det samme som rigdom eller magt eller materiel skønhed. Denne herlighed kan krone mennesket eller fylde jorden. Den ses i mennesket og på jorden, men kommer ikke fra dem; den kommer fra Gud. Et menneskes herlighed er skønheden ved menneskets ånd, som er fejlbarlig og til sidst vil forgå, og er derfor ringe – som verset fortæller os. Men Guds herlighed, som kommer til udtryk igennem Hans samlede karaktertræk, vil aldrig forgå. Den er evig.
Esajas’ bog 43:7 fortæller os, at Gud skabte os for Sin æres skyld (på engelsk, ”glory,” altså herlighed). Sat i kontekst med de andre vers, kan man sige at mennesket ”herliggører” Gud, for igennem mennesket kan Guds herlighed blive set, såsom igennem kærlighed, musik, heltemod, osv. – ting, der hører Gud til, og som vi bærer i ”lerkar” (2. Kor. 4:7). Vi er de kar, som ”indeholder” Hans herlighed. Alt det, vi evner at gøre og være har deres kilde i Ham. Gud interagerer på samme måde med naturen. Naturen giver udtryk for Hans herlighed. Hans herlighed åbenbares for mennesket igennem den materielle verden på mange måder, og ofte på forskellige måder for forskellige mennesker. Den ene person bliver måske begejstret ved synet af bjergene, og en anden person elsker skønheden ved havet. Men det, som ligger bag dem begge (Guds herlighed), taler til begge personer, og forbinder dem med Gud. På denne måde kan Gud åbenbare Sig Selv for alle mennesker, uanset deres race, arv, eller hvor de befinder sig. Som der står i Salme 19:2-5, ”Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk; dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat. Der lyder ingen ord, ingen tale, uden at deres røst høres; deres røst når ud over hele jorden, deres ord til verdens ende.”
Salme 73:24 kalder himlen selv for ”herlighed.” Det plejede at være almindeligt, at man hørte kristne tale om døden som at blive ”ført til herligheden” (engelsk: ”received unto glory”), som er en sætning, der er lånt fra denne salme. Når den kristne dør, vil han blive taget ind i Guds nærvær, og i Hans nærvær vil Han naturligvis være omsluttet af Guds herlighed. Vi vil blive taget til det sted, hvor Guds skønhed bogstaveligt talt bor – skønheden ved Hans Ånd vil være der, fordi Han vil være der. Skønheden ved Hans Ånd (eller essensen af, hvem Han er), er som sagt Hans ”herlighed.” På det sted vil Hans herlighed ikke behøve at udtrykke sig igennem et menneske eller naturen, men vil snarere blive oplevet klart, præcis som 1. Korintherbrev 13:12 siger, ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”
I den menneskelige/ jordiske forstand, er herlighed en skønhed eller livlighed, der hviler på det materielle på jorden (Sl. 37:20; Sl. 49:17), og i den forstand forgår den. Men grunden til, at den forgår, er, at materielle ting ikke varer ved. De dør og visner, men den herlighed, som er i dem, tilhører Herren, og vender tilbage til Ham, når døden eller forrådnelse tager det materiale. Tænk på det rige menneske, som nævntes tidligere. Verset siger, ”en rig (skal være stolt) af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå.” Hvad betyder dette? Verset formaner det rige menneske til at indse, at dets rigdom og magt og skønhed kommer fra Gud, og lade sig ydmyge af det faktum, at det er Gud, som gør ham til det, han er, og giver ham alt det, han har. Og forståelsen af, at han skal forgå som markens blomster, er det, der vil få ham til at forstå, at al herlighed kommer fra Gud. Guds herlighed er kilden, den kilde, som alle mindre herligheder kommer fra.
Da Gud er den, som herlighed kommer fra, vil Han ikke tillade den påstand, at herlighed kommer fra mennesket, eller fra menneskets afguder, eller fra naturen. I Esajas’ bog 42:8 ser vi et eksempel på Guds lidenskabelighed ift. Sin herlighed. Denne lidenskab over Sin egen herlighed er det, Paulus taler om i Romerbrevet 12:21-25, da han taler om den, hvorpå mennesker dyrker skabningen fremfor Skaberen. Med andre ord så de på det objekt, hvorigennem Guds herlighed viste sig, og i stedet for at give Gud æren, tilbad de det dyr eller træ eller menneske, som om den skønhed det besad, kom fra det selv. Dette er selve kernen af afgudsdyrkelse, og det forekommer som noget meget almindeligt. Ethvert menneske, som har levet, har begået denne fejltagelse på det ene eller andet tidspunkt. Vi har alle ”byttet” Guds herlighed ud med ”menneskets herlighed.”
Dette er den fejltagelse, som mange mennesker fortsætter med at gøre: de stoler på jordiske ting, jordiske forhold, deres egne styrker eller talenter eller skønhed, eller den godhed, de ser i andre. Men når disse ting forgår og fejler, som de uundgåeligt vil (da vi kun er midlertidige bærere af den større herlighed), bliver disse mennesker fortvivlede. Vi har alle brug for at forstå, at Guds herlighed er konstant, og som vi rejser igennem livet vil vi se den komme til udtryk her og der, i den person eller den skov, eller i en fortælling om kærlighed eller heltemod, fiktion og ikke-fiktion, eller i vores egne liv. Men i sidste ende kommer det alt sammen fra Gud. Og den eneste vej til Gud er gennem Hans Søn, Jesus Kristus. Vi vil finde kilden til al skønhed i Ham, i himlen, hvis vi er i Kristus. Vi vil ikke gå glip af noget af det. Alt det, som falmede i livet, skal vi igen finde i Ham.
English
Hvad er Guds herlighed?
