Spørgsmål
Hvad er Guds vilje?
Svar
Den menneskelige vilje er ret ligetil: når vi ønsker, at noget skal ske, ”viljer” vi, at det sker; når vi gør noget, har vi vist vores ”vilje” i sagen. Guds vilje er mere kompleks. Teologer ser faktisk tre forskellige aspekter af Guds vilje i Bibelen: Hans suveræne (dekreterende) vilje, Hans åbenbarede (præceptive) vilje, og Hans dispositionelle vilje.
Guds suveræne eller dekreterende vilje kaldes også for Hans ”skjulte” vilje. Den er ”suværen” i den forstand, at den viser, at Gud er universets suveræne hersker, som beordrer alt, som sker. Den er ”dekreterende,” fordi den har med Guds befalinger at gøre. Den er ”skjult,” fordi vi normalvis ikke er bevidste om dette aspekt af Guds vilje, indtil det, Han har bestemt, sker. Intet sker, som ligger uden for Guds suveræne vilje. Det var f.eks. Guds suveræne vilje, at Josef blev bragt til Egypten, sygnede hen i faraos fængsel, tolkede kongens drøm, og til sidst frelste sit folk fra hungersnød, og blev æret af alle (1. Mos. 37-50). Til at begynde med var Josef og hans brødre helt uvidende om Guds vilje i disse ting, men Guds plan blev mere og mere klar for hvert skridt på vejen. Når Efeserbrevet 1:11 beskriver Gud som den, der ”gennemfører alt efter sin viljes forsæt,” så taler det om Guds suveræne eller dekreterende vilje. Gud Selv udtrykker Sig om, at Hans suveræne vilje eksisterer, i Esajas’ Bog 46:10: ”Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg.” Da Gud bestemmer, vil Han aldrig blive frustreret.
Guds suveræne eller dekreterende vilje kan inddeles i Hans effektive vilje og Hans tilladende vilje. Dette er vi nødt til at gøre, da Gud ikke direkte ”forårsager” alt det, som sker. Nogle af Hans befalinger er effektive (dvs., at de direkte er med til at opfylde det, som Gud ønsker); andre af Hans befalinger er tilladende (dvs., de tillades for indirekte at opfylde det, som Gud ønsker). Du Gud er suveræn, må Han som det mindste ”tillade” alle begivenheder og det, som sker. Indenfor Guds vilje lader Han mange ting ske, som Han ikke har nogen glæde af. Her nævner vi igen eksemplet med Josef og hans brødre, hvor Gud, i Sin dekreterende vilje, besluttede Sig for at tillade, at Josef blev bortført og gjort til slave. Guds tilladende vilje tillod Josefs brødres synder for at frembringe et større gode (se 1. Mos. 50:20). Ved hver slags mishandling, som Josef måtte opleve, havde Gud magten til at gribe ind, men Han ”tillod” det onde, og i den begrænsede forstand ”ville” Gud, i Sin suverænitet, at det skete.
Guds åbenbarede eller præceptive vilje er ikke skjult for os. Denne side af Guds vilje omfatter det, som Gud har valgt at åbenbare for os i Bibelen – Hans forskrifter er klart beskrevet. ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig; Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud” (Mika 6:8). Guds præceptive vilje er det, som Gud ønsker, at vi må gøre (eller ikke gøre). Vi ved f.eks., at det er Guds vilje, at vi taler sandheden i kærlighed (Efeserne 4:15), omvender os, og vender os til Gud (ApG 3:19). Det er Guds åbenbarede vilje, at vi ikke begår ægteskabsbrud (1. Kor. 6:18), eller drikker os berusede (Eferne 5:18). Guds åbenbarede vilje giver hele tiden ”den uerfarne visdom” (Sl. 19:8).
Vi er forpligtede på at adlyde Guds åbenbarede eller præceptive vilje; men vi har evnen til være ulydige. Guds åbenbarede vilje for Adam og Eva var at blive frugtbare og talrige, vogte haven, underlægge sig jorden, og ikke spise af et bestemt træ (1. Mos. 1-2). De gjorde desværre oprør mod Guds åbenbarede vilje (1. Mos. 3). De konsekvenser, de måtte opleve, viser at de ikke kunne undskylde deres synd. Vi kan heller ikke hævde, at vores synd opfylder Guds suveræne vilje, som om det fritager os fra skyld. Det var Guds vilje at Jesus måtte lide og dø, men de, som var ansvarlige for Hans død, blev stadig draget til ansvar (Markus 14:21).
Guds dispositionelle vilje har at gøre med Hans ”holdning” til tingene; Hans vilje eller holdning er det, som behager eller mishager Ham. Vi ved f.eks., at Gud ”vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1. Tim. 2:4). Dette er et udtryk for Guds holdning til dem, som er fortabte – Han ønsker, at de må blive frelst (hvis Han ikke gjorde det, så ville Han ikke have sendt Frelseren). Selvom det er Guds hjerte at frelse alle mennesker, så bliver alle ikke frelst. Så der er en forskel på Guds dispositionelle vilje og Hans suveræne vilje.
For at opsummere, så involverer Guds vilje tre aspekter: 1) Guds suveræne vilje åbenbares i Hans uforanderlige befalinger. Han befalede, at der skulle være lys, og der blev lys (1. Mos. 1:3) – som er et eksempel på Hans effektive befaling. Han tillod, at Satan plagede Job (Job 1:12) – som er et eksempel på Hans tilladende befaling. 2) Guds åbenbarede vilje finder vi i Hans forskrifter, som er givet til os, for at vi må vandre i hellighed. Vi har evnen (men ikke retten) til at bryde disse bud. 3) Guds dispositionelle vilje har med hans holdning at gøre. Gud befaler til tider at ting sker, som ikke bringer Ham nogen glæde, såsom de uretfærdiges død (se Ezekiel 33:11).
English
Hvad er Guds vilje?
