Spørgsmål
Findes der et argument for til fordel for Guds eksistens?
Svar
Spørgsmålet om, hvorvidt der findes et endeligt bevis for Guds eksistens, er noget, der er blevet debatteret op igennem historien, hvor stærkt intelligente mennesker har stået på hver sin side af debatten. I nyere tid er argumenter imod muligheden for Guds eksistens blevet fremstillet med en militant ånd, der anklager enhver, der vover at tro på Gud, for at have vrangforestillinger eller være irrationel. Karl Marx sagde, at enhver, som tror på Gud, må have en psykisk sygdom, som forårsagede meningsløs tænkning. Psykiateren Sigmund Freud skrev, at personer, som tror på en Skabende Gud, havde vrangforestillinger og kun havde denne trosoverbevisning pga. en ”ønske-opfyldelses” faktor, der fremskabte det, som Freud anså for at være en uforsvarlig stilling. Filosoffen Friedrich Nietzsche sagde uden omsvøb, at tro er det samme som ikke at ønske at vide, hvad der er sandt. Disse tre historiske figurers stemmer (sammen med andres) gentages ganske enkelt nu af en ny generation af ateister, som hævder at det at have tro på en Gud, er intellektuelt uberettiget.
Er dette virkelig tilfældet? Er troen på Gud en rationelt uacceptabel holdning at have. Findes der et logisk og fornuftigt argument for Guds eksistens? Udover at henvise til Bibelen, kan der så findes et argument til fordel for Guds eksistens, der tilbageviser såvel de gamle som de nye ateisters holdning, og giver tilstrækkelig god grund til at tro på en Skaber? Svaret er ja, det gør der. Og ved at fremstille gyldigheden ved et argument til fordel for Guds eksistens, viser ateismens sag sig desuden at være intellektuelt svag.
Et argument til fordel for Guds eksistens – noget, snarere end intet
For at give et argument til fordel for Guds eksistens, må vi starte med at stille de rigtige spørgsmål. Vi begynder med det mest basale, metafysiske spørgsmål: ”Hvorfor findes der noget, i stedet for intet?” Dette er det mest basale spørgsmål vi kan stille, der omhandler det eksisterende – hvorfor er vi her; hvorfor er jorden her; hvorfor er universet her i stedet for ingenting? Som en kommentar til disse spørgsmål har en teolog engang sagt, ”På en måde er det ikke mennesket, der stiller spørgsmålet vedrørende Gud, men det er hans egen, faktiske eksistens der bringer spørgsmålet om Gud frem.”
Når vi tænker over dette spørgsmål, findes der fire mulige svar på, hvorfor der findes noget snarere end ingenting:
1. Virkeligheden er en illusion.
2. Virkeligheden er/ blev selvskabt.
3. Virkeligheden er selveksisterende (evig).
4. Virkeligheden blev skabt af noget, som er selveksisterende.
Hvad er så den mest plausible løsning? Lad os starte med ideen om, at virkeligheden ganske enkelt er en illusion, hvilket man tror på i en række af østlige religioner. Denne valgmulighed blev udelukket for århundreder siden af filosoffen Rene Descartes, som er berømt for sætningen, ”Jeg tænker, derfor er jeg.” Descartes, som var en matematiker, gav det argument, at hvis han tænker, så må han også ”være.” Sagt med andre ord, ”Jeg tænker, og derfor er jeg ikke en illusion.” Illusioner kræver, at der er noget, som oplever illusionen, og derudover kan du ikke betvivle din egen eksistens, uden at bevise din egen eksistens; det er et selvødelæggende argument. Derfor er muligheden for, at virkeligheden er en illusion, elimineret.
Herefter finder vi ideen om, at virkeligheden er selvskabt. Når vi studerer filosofi, lærer vi om ”analytisk falske” påstande, hvilket betyder, at de pr. definition er falske. Muligheden for, at virkeligheden er selvskabt, er en af disse typer af påstande af den enkle grund, at noget ikke kan eksistere før sig selv. Hvis du har skabt dig selv, må du have eksisteret før du skabte dig selv, men det er simpelthen en umulighed. Indenfor evolutionen er dette noget, som kaldes for ”spontan skabelse” – at noget kommer fra ingenting – en tilgang som kun få, om nogen, fornuftige mennesker holder fast ved længere, af den enkle grund, at du ikke kan få noget frem af ingenting. Selv filosoffen David Hume sagde, ”Jeg har aldrig hørt så absurd en påstand, som at noget opstår uden nogen årsag.” Da noget ikke kan komme af ingenting, udelukkes alternativet om, at virkeligheden er selvskabt.
Nu har vi kun to muligheder tilbage – en evig virkelighed, eller at virkeligheden er blevet skabt af noget, som er evigt: et evigt univers eller en evig Skaber. Teologen fra det 18. århundrede, Jonathan Edwards, opsummerede denne skillevej:
• Noget eksisterer.
• Ingenting kan ikke skabe noget.
• Derfor må et nødvendigt og evigt ”noget” eksistere.
Læg mærke til, at vi må vende tilbage til et evigt ”noget.” Ateisten som spotter den Guds-troende for at tro på en evig Skaber, må vende sig om og omfavne et evigt univers; det er den eneste anden dør, han kan vælge. Men nu er spørgsmålet så, hvor fører beviserne os hen? Peger beviserne i retning af stof før tanke, eller tanke før stof?
Til dags dato peger alle videnskabelige og filosofiske nøglebeviser bort fra et evigt univers, og i retning af en evig Skaber. Set fra et videnskabeligt holdepunkt, indrømmer ærlige videnskabsfolk, at universet havde en begyndelse, og enhver ting, som havde en begyndelse, er ikke noget evigt. Sagt med andre ord, så har alt, som har en begyndelse en årsag, og hvis universet havde en begyndelse, så havde det også en årsag. Det faktum, at universet havde en begyndelse, underbygges af sådanne beviser som termodynamikkens anden lov, strålingsekkoet fra big bang, som blev opdaget i begyndelsen af 1900’erne, det faktum, at universet udvider sig, og kan spores tilbage til en enkelt begyndelse, og Einsteins relativitetsteori. Alle disse ting beviser, at universet ikke er evigt.
Herudover taler de love, der omhandler årsagssammenhænge, imod at universet er den ultimative årsag til alt det, vi kender til, af denne enkle grund: en effekt må ligne dens årsag. Når dette er sandt, kan ingen ateist forklare hvordan et upersonligt, formålsløst, meningsløst, og amoralt univers tilfældigt skabte væsener (os), som er fulde af personlighed og opslugte af formål, mening, og moral. Noget sådant tilbageviser, ud fra et årsagssammenhængende standpunkt, fuldstændigt tanken om, at et naturligt univers har skabt alting, der eksisterer. Derfor elimineres til sidst det koncept, at universet er evigt.
Filosoffen J. S. Mill (som ikke var en kristen) opsummerede det sted, som vi nu er kommet til: ”det er selvindlysende at kun Sind kan skabe sind.” Den eneste rationelle og rimelige konklusion er, at en evig Skaber er ansvarlig for virkeligheden, som vi kender den. Eller for at sige det med en række logiske erklæringer:
• Noget eksisterer.
• Man kan ikke få noget af ingenting.
• Derfor eksisterer der et nødvendigt og evigt ”noget.”
• De eneste to muligheder er et evigt univers og en evig Skaber.
• Videnskaben og filosofien har modbevist tanken om, at der eksisterer et evigt univers.
• Derfor eksisterer der en evig Skaber.
Den tidligere ateist, Lee Strobel, som selv nåede frem til denne konklusion for mange år siden, har sagt, ”Jeg indså essentielt set, at for at forblive en ateist, var jeg nødt til at tro på, at intet skaber alting; ikke-liv skaber liv; tilfældighed skaber finjustering; kaos skaber information; ikke-bevidsthed skaber bevidsthed; og ikke-fornuft skaber fornuft. Disse trosskridt var for store for mig at tage, særligt i det bekræftende lys, som sagen for Guds eksistens havde… Sagt med andre ord, så forklarede det kristne verdensbillede i min vurdering den fulde bevisbyrde meget bedre, end det ateistiske verdensbillede gjorde det.”
Et argument for Guds eksistens – at kende Skaberen
Men det næste spørgsmål, som vi må forholde os til, er dette: hvis der eksisterer en evig Skaber (og det har vi vist, at Han gør), hvilken slags skaber er Han så? Kan vi udlede ting om Ham ud fra det, Han har skabt? Sagt med andre ord, kan vi forstå årsagen ud fra dens effekter? Svare på dette er ja, det kan vi, hvis vi antager de følgende karaktertræk:
• Han må have en overnaturlig natur (da Han har skabt tid og rum).
• Han må være mægtig (overordentligt).
• Han må være evig (selveksisterende).
• Han må være allestedsnærværende (Han skabte rummet og er ikke begrænset af det).
• Han må være tidsløs og uforanderlig (Han skabte tid).
• Han må være immateriel, da han står over rum/ det fysiske.
• Han må være personlig (det upersonlige kan ikke skabe det personlige).
• Han må være uendelig og singulær, da man ikke kan have to uendeligheder.
• Han må være mangfoldig og alligevel have enhed, da der eksisterer enhed og mangfoldighed i naturen.
• Han må være intelligent (uovertruffent). Kun et kognitivt væsen kan skabe kognitivt væsen.
• Han må være formålsdrevet, da Han bevidst har skabt alle ting.
• Han må være moralsk (der kan ikke fremkomme nogen moralsk lov uden at den har en giver).
• Han må have omsorg (for ellers ville der ikke være blevet givet nogen moralsk lov).
Da disse ting er sande, må vi nu spørge os selv, om der findes en sådan religion i verden, der beskriver en sådan Skaber. Svaret på dette er ja: Bibelens Gud passer perfekt på denne profil. Han er overnaturlig (1. Mosebog 1:1), mægtig (Jeremias 32:17), evig (Salmerne 90:2), allestedsnærværende (Salmerne 139:7), tidsløs/ uforanderlig (Malakias 3:6), immateriel (Johannes 5:24), personlig (1. Mosebog 3:9), nødvendig (Kolossenserne 1:17), uendelig/ singulær (Jeremias 23:24, 5. Mosebog 6:4), mangfoldighed, men med enighed (Matthæus 28:19), intelligent (Salmerne 147:4-5), formålsdrevet (Jeremias 29:11), moralsk (Daniel 9:14), og omsorgsfuld (1. Peter 5:6-7).
Et argument for Guds eksistens – fejlene ved ateismen
Et sidste emne, som vi må tiltale vedrørende spørgsmålet om Guds eksistens, er spørgsmålet om, hvor berettiget ateistens stillingtagen faktisk er. Da ateisten hævder, at den troendes stillingtagen er usund, er det kun rimeligt at vende spørgsmålet rundt, og rette det direkte imod ham selv. Det første, der er nødvendigt at forstå, er det, som ateisten hævder – ”ingen gud,” hvilket er det, ordet ”ateist” betyder – at det er en uholdbar stilling at indtage, når det ses ud fra et filosofisk standpunkt. Som den juridiske akademiker og filosof Mortimer Adler siger, ”Et bekræftende, eksistentielt udsagn kan bevises, men et negativt eksistentielt udsagn – et, der benægter, at noget eksisterer – kan ikke bevises.” For eksempel kan nogen kan hævde, at der eksisterer røde ørne, og en anden kan hævde, at der ikke eksisterer røde ørne. Den første har blot brug for at finde én rød ørn for at bevise sin påstand. Men den sidste må lede hele universet igennem, og bogstaveligt talt være på ethvert sted på samme tid, for at forvisse sig om, at han ikke er gået glip af at se en rød ørn på noget som helst sted og på noget tidspunkt, hvilket er umuligt at gøre. Dette er grunden til, at intellektuelt ærlige ateister er villige til at indrømme, at de ikke kan bevise, at Gud ikke eksisterer.
Dernæst er det vigtigt at forstå problemstillingen omkring, hvor alvorligt man må tage påstanden om, at visse ting er sande, og det omfang af bevisbyrde det kræver, når man hævder visse konklusioner. Hvis nogen for eksempel stiller to kander med citronlimonade foran dig og siger, at den ene kan være mere sur end den anden, så vil konsekvenserne ved, at du vælger den mere sure limonade ikke være så alvorlige, og du vil ikke kræve en stor bevisbyrde, før du træffer dit valg. Men hvis værten føjer sødestof til den ene af kanderne, og rottegift til den anden, så vil du ønske en del større bevisbyrde, før du træffer dit valg.
Det er her den person befinder sig, som må vælge imellem ateisme og troen på Gud. Da troen på ateisme muligvis kunne resultere i uoprettelige og evige konsekvenser, burde det være ateistens opgave at kunne fremvise vægtige og vindende uovertrufne beviser, som kan bakke hans stillingtagen op, men det kan han ikke. Ateismen evner simpelthen ikke at møde kravet om bevisbyrde ift. den anklage, den rejser. I stedet for glider ateisten og dem, han overbeviser om sin stillingtagen, ind i evigheden med krydsede fingre og håber på, at de ikke vil komme til at opdage, at evigheden i virkeligheden eksisterer. Som Mortimer Adler sagde det, ”Der er flere følgekonsekvenser for vores liv og handlinger ved, om vi bekræfter eller benægter at Gud eksisterer, end ved noget andet grundlæggende spørgsmål.”
Et argument for Guds eksistens – konklusionen
Så har troen på Gud nogen intellektuel berettigelse? Findes der et rationelt, logisk, og fornuftigt argument for Guds eksistens? Så absolut. Mens ateister som Freud og hans efterfølgere hævder, at de mennesker, der tror på Gud, har et behov for ønske-opfyldelse, er det måske Freud og hans efterfølgere, der i virkeligheden lider af ønske-opfyldelse: håbet og ønsket om, at der ikke findes nogen Gud, ingen, som vi skal aflægge regnskab for, og derfor ingen dom. Men Bibelens Gud tilbageviser Freud, og bekræfter Sin eksistens, og det faktum, at der sandelig vil komme en dom over dem, som i sig selv er bevidste om den sandhed at Han eksisterer, men som undertrykker denne sandhed (Romerne 1:20). Men for dem, der giver gensvar på beviserne for, at der sandelig eksisterer en Skaber, tilbyder Han vejen til frelse, som Han har fuldbragt gennem Sin Søn, Jesus Kristus: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud” (Johannes 1:12-13).
English
Findes der et argument for til fordel for Guds eksistens?
