Spørgsmål
Hvad er arvesynd?
Svar
Begrebet ”arvesynd” er forbundet med Adams ulydighedssynd, da han spiste af træet til kundskab om godt og ondt, og med denne synds betydning for resten af menneskeheden. Arvesynd kan defineres som ”den synd, og skylden som er forbundet med den, som vi alle har i Guds øjne, og som er kommet som et direkte resultat af Adams synd i Edens have.” Arvesyndens doktrin beskæftiger sig hovedsageligt med dens indvirkning på vores natur, samt vores stilling over for Gud, endda før vi selv er gamle nok til at begå bevidst synd. Der er tre hovedsyn, som har med disse indvirkninger at gøre.
Pelagianisme: Dette syn på tingene siger, at Adams synd ikke havde nogen indvirkning på Adams efterkommeres sjæle, andet end, at hans syndige eksempel fik de, som fulgte ham, til også at begå synd. Ifølge dette synspunkt har mennesket evnen til at holde op med at synde, hvis det bare vælger at gøre det. Denne lære står i modsætning til en række steder i Skriften, som peger på, at mennesket er slave af synden, og ikke har noget håb om selv at gøre sig fri fra den (ud over Guds indgriben), og at alle dets gode gerninger er ”døde” eller værdiløse, hvad angår Guds udmåling af nåde (Efeserne 2:1-2; Matthæus 15:18-19; Romerne 7:23; Hebræerne 6:1; 9:14).
Arminianisme: Arminianisme tror på, at Adams synd havde den indvirkning på resten af menneskeheden, at alle arvede en tilbøjelighed til at synde, altså det, som bedre er kendt som en ”syndenatur.” Denne syndenatur får os til at synde, på samme måde, som en kats natur får den til at mjave – det er noget, som sker naturligt. Ifølge dette synspunkt, kan mennesket ikke selv holde op med at synde; derfor giver Gud os en universel nåde, som gør det muligt for os at stoppe. Inden for arminianismen kaldes denne nåde for forekommende nåde. Ifølge dette synspunkt bliver vi ikke holdt ansvarlige for Adams synd, men kun for vores egen. Denne lære går stik imod det faktum, at alle bærer på den straf, som synden forårsagede, selvom de ikke nødvendigvis har syndet på samme måde som Adam (1. Korinther 15:22; Romerne 5:12-18). Vi finder heller ikke direkte noget om læren om forekommende nåde, noget sted i bibelen.
Calvinisme: Den calvinistiske doktrin slår fast, at Adams synd ikke blot har resulteret i, at vi har en syndenatur, men også i den skyld, som vi har pådraget os over for Gud, og som gør os fortjent til straf. Da vi er blevet undfanget med arvesynden i os (Salme 51:7), resulterer det i, at vi har arvet en syndig natur, som er så ond, at Jeremias’ Bog 17:9 beskriver menneskets hjerte som ”det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt.” Adam blev ikke blot fundet skyldig fordi han syndede, men hans skyld og straf (døden) hører også os til (Romerne 5:12, 19). Der er to syn på, hvorfor Gud skulle se på Adams skyld, som om den tilhørte os. Det første synspunkt går ud på, at menneskeheden befandt sig i Adam, dvs. i Adams sæd; Derfor skete der det, da Adam syndede, at vi også syndede i ham. Dette ligner den bibelske lære om, at Levi (en af Abrahams efterkommere) betalte tiende til Mekisedek igennem Abraham (1. Mosebog 14:20; Hebræerne 7:4-9), selvom Levi ikke blev født før flere hundrede år senere. Det andet hovedsyn siger, at Adam var vores repræsentant, og at vi derfor også blev fundet skyldige, da han syndede.
Det calvinistiske syn på tingene ser på os, og siger, at vi ikke evner at overvinde hans synd, hvis ikke vi har Helligåndens hjælp til dette. Vi modtager først Helligåndens kraft, når vi vender os til Kristus, og sætter vores lid til ham, og til hans soningsoffer for synden på korset. Det calvinistiske syn på arvesynden er det syn, som stemmer bedst overens med bibelens lære. Men alligevel kunne man spørge, hvordan det kan være, at Gud holder os ansvarlige for en synd, som vi ikke har begået? Der findes en plausibel fortolkning på tingene, som siger, at vi bliver ansvarlige for arvesynden i det øjeblik vi vælger at acceptere, og handle efter, vores syndige natur. Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor det bliver bevidst om sin egen syndighed. På dette tidspunkt i livet bør vi forkaste vores syndige natur, og omvende os fra den. Men i stedet for ”godkender” vi alle denne syndige natur, hvilket svarer til at sige, at den er god. Når vi godkender vores egen syndighed, så giver vi udtryk for, at vi er enige med de handlinger, som Adam og Eva udførte i haven. Derfor er vi skyldige i den samme synd, selvom vi egentlig ikke har begået den.
English
Hvad er arvesynd?
