Spørgsmål
Skal kristne fortsætte med at bede om tilgivelse for deres synder?
Svar
Et ofte tilbagevendende spørgsmål er, "hvad sker der hvis jeg synder, og ikke når at bekende den synd for Gud inden jeg dør?" Et andet meget almindeligt spørgsmål er, "hvad sker der hvis jeg begår en synd, men så glemmer den, og aldrig får den bekendt for Gud?" Begge disse spørgsmål hviler på en falsk antagelse. Frelse handler ikke om, at troende prøver på at bekende og omvende sig fra enhver synd de begår, før de dør. Frelse er ikke baseret på, om en kristen har bekendt og omvendt sig fra enhver synd. Ja, vi bør bekende vores synder for Gud så snart det går op for os, at vi har syndet. Men vi behøver ikke altid at bede Gud om tilgivelse. Når vi sætter vores lid til Jesus Kristus for at blive frelst, så bliver alle vores synder tilgivet. Jesus døde for at betale straffen for vores synder, og når de er tilgivet, er de alle sammen tilgivet (Kolossenserne 1:14; ApG 10:43).
Det, vi må gøre, er at bekende vores synder: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed" (1. Johannes 1:9). Dette vers fortæller os, at vi må "bekende" vores synder for Gud. Ordet "bekende" betyder "at være enig i." Når vi bekender vores synder for Gud, så er vi enige med Gud om, at det var forkert, at vi havde syndet. Gud tilgiver os kontinuerligt, gennem bekendelsen, på den baggrund at han er "trofast og retfærdig." Hvordan er Gud "trofast og retfærdig?" Han er trofast fordi han tilgiver synder, hvilket han har lovet at gøre over for alle dem, som tager imod Jesus Kristus som sin frelser. Han er retfærdig ved at tilregne Kristi betaling for vores synder, og dermed viser han at der virkeligt er blevet bragt soning for vores synder.
Samtidigt peger 1. Johannesbrev 1:9 på, at tilgivelse på en måde afhænger af, at vi bekender vores synder for Gud. Hvordan hænger dette sammen, hvis alle vores synder er blevet tilgivet, når vi tager imod Kristus som frelser? Det lader til, at det apostlen Johannes her beskriver, er en form for "relationel" tilgivelse. Hvad angår vores "stilling," så bliver alle vores synder tilgivet i det øjeblik vi modtager Kristus som frelser. Denne "stilling" som tilgivne, garanterer vores frelse og løftet om et evigt hjem i himlen. Når vi dør, og skal stå foran Gud, vil Gud ikke nægte os adgang til himlen pga. vores synder. Det er vores stilling som tilgivne. Ideen om relationel tilgivelse handler om, at når vi synder, så krænker vi Gud, samt bedrøver hans Ånd (Efeserne 4:30). Selvom Gud i sidste ende har tilgivet os for de synder vi begår, så fungerer de stadig som en blokering eller forhindring i vores forhold til Gud. En lille dreng som synder imod sin far, bliver ikke smidt ud af familien. En gudfrygtig far vil tilgive sine børn betingelsesløst. Samtidigt kan der ikke være et helt godt forhold mellem en far og søn, før forholdet bliver genoprettet. Dette kan først ske, når et barn bekender sine fejltrin overfor sin far, og undskylder. Dette er grunden til, at vi bekender vores synder for Gud – ikke for at bibeholde vores frelse, men for at komme tilbage til det nære forhold til Gud, som elsker os, og allerede har tilgivet os.
English
Skal kristne fortsætte med at bede om tilgivelse for deres synder?
