Spørgsmål
Skal vi bede til Faderen, Sønnen, eller Helligånden?
Svar
Alle bønner bør være rettet mod vores treenige Gud – Faderen, Sønnen, og Helligånden. Bibelen lærer os, at vi kan bede til en af dem, eller til alle tre, fordi alle tre er ét. Vi beder sammen med salmisten til Faderen, ”Hør mit råb om hjælp, min konge og min Gud! Jeg beder til dig” (Salme 5:3). Når vi beder til Herren Jesus, er det det samme som at bede til Faderen, fordi de er ligeværdige. Uanset hvilken person i treenigheden vi beder til, så beder vi i virkeligheden til dem alle. Da Stefanus blev gjort til martyr, bad han, ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” (ApG 7:59). Vi må også bede i Kristi navn. Paulus formanede de efesianske troende til, at de altid skulle sige ”Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn” (Efeserne 5:20). Jesus forsikrede sine disciple om, at uanset hvad de bad om i hans navn – som betød, at det var inden for hans vilje – så ville de få det (Johannes 15:16; 16:23). På lignende vis får vi at vide, at vi skal bede til Helligånden, og i hans kraft. Ånden hjælper os til at bede, selv når vi ikke forstår hvordan, eller hvad, vi skal bede om (Romerne 8:26; Judas 20). Den måske bedste måde, at vi kan lære at forstå treenighedens rolle i bøn på, er ved, at vi beder til Faderen, gennem (eller i) Sønnens navn, ved Helligåndens kraft. Alle tre er aktive deltagere i den troendes bøn.
Det er ligeså vigtigt at forstå, hvem vi ikke skal bede til. Nogle ikke-kristne religioner opfordrer deres tilhængere til at bede til et panteon af guder, døde slægtninge, helgener, og ånder. Katolikker lærer at bede til jomfru Maria og forskellige helgener. Sådanne bønner er ikke baseret på Skriften, og er faktisk en hån mod vores himmelske Fader. For at forstå hvorfor, behøver vi blot at se på bønnens natur. Bøn består af flere dele, og hvis vi bare ser på to af dem – lovprisning og taksigelse – så kan vi se, at bønnen inderst inde har at gøre med tilbedelse. Når vi lovpriser Gud, så tilbeder vi ham for alle hans egenskaber, og for hans værk i vores liv. Når vi giver taksigelsesbønner, så tilbeder vi ham for hans godhed, barmhjertighed, og trofaste kærlighed mod os. Tilbedelse er noget, som giver Gud ære, og han er den eneste, som fortjener at få ære. Problemet med at bede til nogen anden end Gud, er, at han ikke deler sin ære med nogen. Faktisk, så er bøn til nogen anden, eller noget andet end Gud, et udtryk for afgudsdyrkelse. ”Jeg er Jahve, det er mit navn! Jeg giver ikke min ære til nogen anden eller min pris til gudebillederne” (Esajas 42:8).
Vi ser også, at andre dele af bøn, såsom omvendelse, bekendelse, og ønsker, også er en form for tilbedelse. Vi omvender os, fordi vi ved, at Gud er en tilgivende og kærlig Gud, og at han har banet vejen for at blive tilgivet, ved at ofre sin Søn på korset. Vi bekender vores synder, fordi vi ved, at ”han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1. Johannes 1:9), og det tilbeder vi ham for. Vi kommer til ham med vores bønneønsker og forbøn, fordi vi ved, at han elsker os, og hører os, og vi tilbeder ham for hans nåde og godhed, fordi han er villig til at lytte til os, og svare os. Når vi tænker over alt dette, så er det let at se, at det er utænkeligt at man beder til nogen anden end vores treenige Gud, da bøn er en form for tilbedelse, og tilbedelsen tilhører Gud, og Gud alene. Hvem skal vi bede til? Svaret er Gud. At bede til Gud, og Gud alene, er langt mere vigtigt end hvem af treenighedens personer, vi vælger at bede til.
English
Skal vi bede til Faderen, Sønnen, eller Helligånden?
