1. Kongebog
Forfatter: 1. Kongebog nævner ikke specifikt sin forfatter. Traditionen siger, at den blev skrevet af profeten Jeremias.Forfattetidspunkt: 1. Kongebog blev sandsynligvis skrevet mellem 560 og 540 f.Kr.
Formålet med skriftet: Denne bog er efterfølgeren til 1. og 2. Samuelsbog og begynder ved at berette om Salomos regeringstid som konge efter Davids død. Historien begynder med et forenet rige, men slutter med en nation, der er blevet delt i to riger, der kaldes for Juda og Israel. 1. og 2. Kongebog er samlet i én bog i den hebraiske bibel.
Nøglevers: 1. Kongebog 1:30, "Jeg har svoret ved Herren, Israels Gud, at din søn Salomo skal være konge efter mig og sidde på tronen i mit sted. Den ed vil jeg holde i dag."
1. Kongebog 9:3, "Jeg har hørt din bøn og bønfaldelse for mit ansigt, og jeg har helliget dette hus, som du har bygget, til at sætte mit navn på for evigt; mine øjne og mit hjerte skal altid være dér."
1. Kongebog 12:16, "Da hele Israel så, at kongen ikke ville høre på dem, svarede folket kongen: 'Vi har ingen del i David, ingen lod i Isajs søn. Gå nu hvert til sit, israelitter! Se til dit eget hus, David'"
1. Kongebog 12:28, "Kongen holdt derfor råd og lod fremstille to tyrekalve af guld. Derpå sagde han: 'Nu har I længe nok draget op til Jerusalem! Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten!'"
1. Kongebog 17:1: "Tishbitten Elias fra Tishbe i Gilead sagde til Akab: 'Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg er i tjeneste hos: Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det.'"
Kort opsummering: 1. Kongebog begynder med Salomon og slutter med Elias. Forskellen på de to giver os en ide om, hvad der sker i tiden mellem disse to. Salomon blev født efter en kongelig skandale mellem David og Batseba. Han havde som sin far en svaghed for kvinder, der skulle bringe ham til fald. Det gik godt for Salomon til at begynde med, hvor han bad om visdom og byggede et tempel til Gud, der tog syv år at bygge. Men så brugte han 13 år på at bygge et palads til sig selv. Han samlede mange koner, og dette førte til, at han tilbad deres afguder, og det førte ham væk fra Gud. Efter Salomon blev Israel regeret af en række af konger, der for det meste var onde og afgudsdyrkere. Dette førte til, at nationen blev ført væk fra Gud, og selv Elias' prædiken kunne ikke bringe dem tilbage. Blandt de mest onde af kongerne var Akab og hans dronning, Jezabel, der bragte tilbedelsen af Ba'al til nye højder i Israel. Elias forsøgte at få israelitterne til at vende tilbage til dyrkelsen af Jehova som Gud, selv ved at udfordre de afgudsdyrkende Ba'al-profeter til et opgør mod Gud på Karmels bjerg. Gud vandt selvfølgelig. Dette gjorde dronning Jezabel vred (dette er vist en underdrivelse). Hun beordrede Elias' død, så han løb væk og gemte sig i ørkenen. Han var deprimeret og udmattet, og sagde; "Tag mit liv." Men Gud sendte mad og opmuntring til profeten og hviskede til ham i en "sagte vind," og reddede i forløbet hans liv, så han kunne fortsætte med at arbejde for Gud.
Foregribelser: Templet i Jerusalem, hvor Guds Ånd tog bolig i det Allerhelligste, er en foregribelse af troende i Kristus, i hvem Helligånden skulle tage bolig i det øjeblik vi bliver frelst. Ligesom israelitterne havde til opgave at forlade al afgudsdyrkelse, får vi også at vide, at vi må fjerne alt det, der adskiller os fra Gud. Vi er Hans folk, den levende Guds tempel. 2. Korinterbrev 6:16 siger dette, "Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: 'Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.'"
Profeten Elias var en forløber til Kristus og apostlene i det nye testamente. Gud gav Elias evnen til at udføre mirakuløse ting, hvormed han kunne bevise, at han i sandhed var en Guds mand. Han oprejste enken fra Sarepta's døde søn, hvilket fik hende til at udbryde, "Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund." På samme måde genkender vi klart de gudsmænd i det nye testamente, der talte Guds ord ved hans kraft. Jesus opvakte ikke blot Lazarus fra de døde, men han opvakte også enken fra Nain's søn (Lukas 7:14-15) og Jairus' datter (Lukas 8:52-56). Apostlen Peter opvakte Tabitha (ApG 9:40) og Paulus opvakte Eutykos (ApG 20:9-12).
Praktisk anvendelighed: 1. Kongebog har mange ting at lære troende. Vi læser advarsler om det selskab, vi bruger tid med, og særligt i forbindelse med tætte relationer og ægteskab. Kongerne af Israel der, ligesom Salomon, giftede sig med fremmede kvinder, udsatte sig selv og folket de regerede over for ondskab. Som troende i Kristus må vi være meget forsigtige med, hvem vi vælger som venner, forretningsforbindelser, og ægtefæller. "Far ikke vild! Slet omgang fordærver gode sæder" (1. Korinther 15:33).
Elias' oplevelse i ørkenen lærer os også noget vigtigt. Efter hans utrolige sejr over de 450 Ba'al-profeter på Karmelbjerget, forvandledes hans glæde til sorg, da han blev forfulgt af Jezabel og flygtede for sit liv. Efter sådanne oplevelser "på bjerget" følger ofte skuffelse og den depression og mismodighed, der kan følge. Vi må være på vagt overfor denne slags oplevelser i kristenlivet. Men vores Gud er trofast og vil aldrig svigte os eller forlade os. Den sagte vind, der opmuntrede Elias, vil også opmuntre os.
English
Gammeltestamentlig Oversigt
Bibeloversigt
1. Kongebog
