2. Kongebog
Forfatter: 2. Kongebog nævner ikke sin forfatter. Traditionen siger, at profeten Jeremias var forfatter til både 1. og 2. Kongebog.Forfattetidspunkt: 2. Kongeblev blev, sammen med 1. Kongebog, sandsynligvis skrevet mellem år 560 og 430 f.Kr.
Formålet med Skriftet: 2. Kongebog er en fortsættelse af 1. Kongebog. Den fortsætter fortællingen om de konger, der regerede over det delte rige (Israel og Juda). 2. Kongebog slutter med Israels og Judas folks endelige kuldkastelse og deportering, henholdsvis til Assyrien og Babylonien.
Nøglevers: 2. Kongebog 17:7-8: "Det skete, fordi israelitterne havde syndet mod Herren deres Gud, der havde ført dem op fra Egypten og befriet dem fra egypterkongen Faraos magt. De frygtede andre guder, og de fulgte sæd og skik hos de folk, som Herren havde drevet bort foran israelitterne; sådan havde Israels konger gjort."
2. Kongebog 22:1a-2: "Josija var otte år, da han blev konge, og han regerede enogtredive år i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne; han fulgte helt i sin fader Davids spor og veg ikke til højre eller venstre."
2. Kongebog 24:2: "Da sendte Herren kaldæiske, aramaiske, moabitiske og ammonitiske strejfskarer mod ham. Han sendte det mod Juda for at tilintetgøre det efter det ord, Herren havde talt ved sine tjenere, profeterne."
2. Kongebog 8:19: "Men for sin tjener Davids skyld ville Herren ikke ødelægge Juda; han havde jo lovet ham, at han altid skulle have en lampe for Herrens ansigt."
Kort opsummering: 2. Kongebog afbilleder det delte kongeriges fald. Profeter fortsætter med at advare folket om, at Guds dom er nær, men de vil ikke omvende sig. Israels kongerige bliver flere gange styret af ondskabsfulde konger, og selvom et par få af Judas konger var gode, ledte størstedelen af dem folket væk fra tilbedelsen af Jehova. Disse få gode regenter, samt Elisa og andre profeter, kan ikke hindre nationens forfald. Det nordlige kongedømme Israel bliver til sidst ødelagt af assyrerne, og omkring 136 år senere bliver det sydlige kongedømme Juda ødelagt af babylonierne.
Der er emner, der er fremtrædende i 2. Kongebog. For det første, at Herren vil dømme sit folk når de er ulydige og vender Ham ryggen. Israelitternes utroskab ses i kongernes ondskabsfulde afgudsdyrkelse, og resulterede i, at Gud udøvede sin retfærdige vrede imod deres oprør. For det andet, at de ord, der blev talt ved Guds sande profeter altid gik i opfyldelse. Da Gud altid holder sit ord, er de ord, Guds profeter taler, også altid sande. For det tredje, Gud er trofast. Han huskede på sit løfte til David (2. Samuel 7:10-13), og på trods af den ulydighed, som folket, samt de konger, der herskede over dem, viste, bragte Herren ikke Davids familie til ende.
Foregribelser: Jesus brugte fortællingerne om enken i Sarepta fra 1. Kongebog og Na'aman i 2. Kongebog, til at forklare det mægtige og sande ved den barmhjertighed, Gud viste over for de mennesker, jøderne anså for at være uværdige til at modtage Guds nåde – de fattige, de svage, de undertrykte, toldere, samaritanere, hedninger. Ved at nævne eksemplerne med en fattig enke og en spedalsk, viste Jesus, at Han var den Store Læge, der helbreder og tager Sig af de menneskers behov, der allermest har brug for guddommelig, suveræn nåde. Denne samme sandhed lagde til grund for hemmeligheden om Kristi legeme, Hans menighed, der skulle samles af folk fra alle lag i samfundet, kvinde og mand, rig og fattig, jøde og hedning (Efeserne 3:1-6).
Mange af Elisas mirakler foregreb Jesu egne mirakler. Elisa opvakte den shuheminitiske kvindes søn (2. Kongebog 4:34-35), helbredte Na'aman for spedalskhed (2. Kongebog 5:1-19), og mangedoblede brød til at bespise hundred mennesker, og noget af det var til overs (2. Kongebog 4:42-44).
Praktisk anvendelighed: Gud hader synd og han vil ikke tillade, at det fortsætter på ubestemt tid. Hvis vi tilhører Ham, kan vi forvente at han disciplinerer os, når vi er ulydige mod Ham. En kærlig Far retter på sine børn for deres egen skyld, og for at vise, at de virkelig hører Ham til. Gud kan til tider bruge ikke-troende til at rette på Sit folk, og Han advarer os, før Han bringer dommen. Som kristne har vi Hans Ord til at vejlede os og advare os, når vi kommer på afveje. Ligesom de gamle profeter, er Hans Ord troværdigt og taler altid sandt. Guds trofasthed over for sit folk vil aldrig fejle, selv når vi selv fejler.
Fortællingerne om enken og den spedalske er eksempler, som vi kan bruge i forbindelse med Kristi legeme. Ligesom Elisa havde medlidenhed med dem, der befandt sig på de laveste lag i samfundet, må vi også byde alle, der hører Kristus til velkomne i vores kirker. Der er ingen "personsanseelse" hos Gud (ApG 10:34), og det bør der heller ikke være hos os.
English
Gammeltestamentlig Oversigt
Bibeloversigt
2. Kongebog
