Johannesevangeliet
Forfatter: Johannesevangeliet 21:20-24 beskriver forfatteren som værende "den discipel, som Jesus elskede," og af både historiske og interne årsager forstås det, at der her er tale om apostlen Johannes, en af Zebedæussønnerne (Lukas 5:10).Forfattetidspunktet: Opdagelsen af nogle bestemte papyrus-fragmenter, der er dateret til omkring år 135 e.Kr., gør at bogen må være blevet skrevet, kopieret, og cirkuleret rundt før da. Og mens nogle mener, at det blev skrevet før Jerusalem blev ødelagt (70 e.Kr.), er 85-90 et mere accepteret tidspunkt for, hvornår det blev skrevet.
Formålet med skriftet: Johannesevangeliet 20:31 citerer formålet som følger: "Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn." I modsætning til de tre synoptiske evangelier, er det ikke Johannes' formål at fremstille en kronologisk fortælling om Kristi liv, men at fremhæve Hans guddommelighed. Johannes søgte ikke blot at styrke troen hos 2. generations kristne, såvel som at skabe troen hos andre, men han søgte også at rette på en falsk lære, der var ved at sprede sig. Johannes lagde vægt på, at Jesus Kristus var "Guds Søn," helt Gud og helt menneske, i modsætning til den falske doktrin, der så "Kristus-ånden" som kommende over mennesket Jesus ved Hans dåb, og at den forlod Ham igen ved korsfæstelsen.
Nøglevers: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud… Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed" (Johannes 1:1,14).
"Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: 'Se, dér Guds er Guds lam, som bærer verdens synd'" (Johannes 1:29).
"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Johannes 3:16).
"Jesus svarede dem: 'Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt'" (Johannes 6:29).
"Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod" (Johannes 10:10).
"Og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd" (Johannes 10:28).
"Jesus sagde til hende: 'Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?'" (Johannes 11:25-26).
"Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden" (Johannes 13:35).
"Jesus sagde til ham: 'Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig'" (Johannes 14:6).
"Jesus sagde til ham: 'Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: vis os Faderen?'" (Johannes 14:9).
"Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed" (Johannes 17:17).
"Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: 'Det er fuldbragt.' Og han bøjede hovedet og opgav ånden" (Johannes 19:30).
"Jesus sagde til ham: 'Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror'" (Johannes 20:29).
Kort opsummering: Johannesevangeliet udvælger kun syv mirakler som tegn til at påvise Kristi guddommelighed, og for at illustrere Hans tjeneste. Nogle af disse tegn og fortællinger findes kun i Johannesevangeliet. Hans evangelium er det mest teologiske af alle fire, og giver ofte årsagen bag begivenheder, som nævnes i de andre evangelier. Han deler meget om Helligåndens snarligt kommende tjeneste, som skulle ske efter Jesu opstandelse. Der er bestemte ord eller fraser, som Johannes ofte bruger, der viser de gentagende temaer i hans evangelium: tro, vidne, Trøster, liv – død, lys – mørke, Jeg er… (som i, at Jesus er "Jeg Er"), og kærlighed.
Johannes' evangelium introducerer Kristus, ikke fra Hans fødsel af, men fra "begyndelsen" som "Ordet" (Logos), der som guddom er involveret i ethvert aspekt af skabelsen (1:1-3), og som senere bliver kød (1:14), så Han kan tage vores synder bort som Guds pletfri offerlam (Johannes 1:29). Johannes vælger åndelige samtaler, der viser, at Jesus er Messias (4:26) og for at vise hvordan man frelses igennem Hans stedfortrædende død på korset (3:14-16). Han gør igen og igen de jødiske ledere vrede ved at rette på dem (2:13-16); ved at helbrede på sabbatten, og hævde at have personegenskaber, der hører Gud til (5:18; 8:56-59); 9:6,16; 10:33). Jesus forbereder Sine disciple på Sin kommende død, og til deres tjeneste efter Hans opstandelse og himmelfart (Johannes 14-17). Han dør så villigt på korset i vores sted (10:15-18), og betaler vores syndeskyld til fulde (19:30), så at enhver, som sætter sin lid til Ham som sin Frelser fra synd, vil blive frelst (Johannes 3:14-16). Han opstår så fra de døde, og overbeviser selv de mest tvivlende af Sine disciple om, at Han er Gud og Mester (20:24-29).
Forbindelser: Johannes' fremstilling af Jesus som det gamle testamentes Gud, ses med størst eftertryk i Jesu syv "Jeg Er" udtalelser. Han er "livets brød" (Johannes 6:35), som blev givet af Gud for at brødføde Sit folks sjæle, ligesom Han sørgede for manna fra himlen til at brødføde israelitterne med i ørkenen (2. Mos. 16:11-36). Jesus er "denne verdens Lys" (Johannes 8:12), det samme Lys som Gud lovede til Sit folk i det gamle testamente (Esajas 30:26, 60:19:22), og som vil opleve sin kulmination i det Nye Jerusalem, når Lammet, Kristus, skal være dets lys (Joh. Åb. 21:23). To af "Jeg Er" udtalelserne henviser til Jesus som både den "Gode Hyrde" og "Døren til fårene." Disse er klare henvisninger til Jesus som værende det gamle testamentes Gud, Israels Hyrde (Sl. 23:1, 80:1; Jeremias 31:10; Ezekiel 34:23) og, som den eneste Dør ind til fårene, er Han den eneste vej til frelse.
Jøderne troede på opstandelsen, og brugte faktisk denne doktrin til at forsøge at få Jesus til at komme med udtalelser, som de kunne bruge imod Ham. Men Hans udtalelse ved Lazarus' grav, "Jeg er opstandelsen og livet" (Johannes 11:25) må have forbavset dem. Han hævdede, at Han var årsagen til opstandelse, og Den, der besad magten over livet og døden. Ingen anden end Gud Selv kunne hævde noget sådant. På samme måde var det, som Han hævdede om at være "vejen og sandheden og livet" (Johannes 14:6) noget, der uden tvivl forbandt Ham til det gamle testamente. Hans vej er den "hellige vej," som der profeteres om i Esajas' bog 35:8; Han etablerede den Trofaste By, som der står skrevet om i Zakarias' bog 8:3, da Han, som er "trofastheden" Selv, befandt Sig i Jerusalem, og sandheden om evangeliet blev prædiket af Ham og Hans apostle dér; og som "Livet" bekræfter Han Sin guddommelighed, for Han er livets Skaber, den inkarnerede Gud (Johannes 1:1-3). Og til sidst identificerer Jesus som "det sande Vintræ" (Johannes 15:1, 5) Sig med nationen Israel, som kaldes for Herrens vingård i mange gammeltestamentlige afsnit. Ved at være Israels vingårds sande Vintræ, fremstiller Han sig Selv som Herre af det "sande Israel" – hvilket omhandler alle dem, som vil komme til Ham i tro, da "ikke alle, som kommer fra Israel, er Israel" (Romerne 9:6).
Praktisk anvendelighed: Johannes' evangelium fortsætter med at fylde sit formål ud, ved at indeholde mange nyttige oplysninger om evangelisation (Johannes 3:16 er sandsynligvis det mest kendte vers, selvom mange ikke forstår det rigtigt), og det bruges ofte i evangelistiske bibelstudier. I de nedskrevne møder mellem Jesus og Nikodemus og kvinden ved brønden (kapitel 3-4), kan vi lære meget af Jesu model for, hvordan vi evangeliserer personligt. Hans trøstende ord til Sine disciple inden Sin død (14:1-6,16, 16:33) er stadig til stor trøst i de tider, hvor døden tager vores elskede i Kristus, og det samme gælder Hans "ypperstepræstelige bøn" for troende i kapitel 17. Johannes' undervisninger om Jesu guddommelighed (1:1-3,14; 5:22-23; 8:58; 14:8-9; 20:28, etc.) er meget hjælpsomme, når det drejer sig om at stå nogle kulters falske lære imod, når de ser Jesus som værende mindre end fuldkommen Gud.
English
Nytestamentlig Oversigt
Bibeloversigt
Johannesevangeliet
