Titusbrevet
Forfatter: Titusbrevet 1:1 identificerer apostlen Paulus som værende forfatter til Titusbrevet.Forfattetidspunkt: Titusbrevet blev skrevet omkring år 66 e.Kr. Paulus' mange rejser er veldokumenterede og viser, at han skrev til Titus fra Nikopolis i Epirus. I nogle biblers tilføjelser står der, at Paulus skrev fra Nikopolis i Makedonien. Men der findes ikke et sådant kendt sted, og disse tilføjelser er ikke autoritative, da de ikke er sande.
Formålet med skriftet: Titusbrevet er kendt som et af de pastorale breve, hvilket de to breve til Timotheus også er. Dette brev blev skrevet af apostlen Paulus for at opmuntre Titus, sin broder i troen, som han havde ladet blive på Kreta for at lede den menighed, som Paulus havde etableret på en af sine missionsrejser (Titus 1:5). Dette brev giver Titus råd om, hvilke egenskaber han skulle lede efter hos ledere til menigheden. Han advarer også Titus omkring det omdømme, som de, der levede på øen Kreta, havde (Titus 1:12).
Udover at instruerer Titus i, hvad han skal lede efter hos menighedsledere, tilskynder Paulus ham også til at rejse til Nikopolis igen på besøg. Paulus fortsatte med andre ord med at discipelgøre Titus og andre, samtidigt med, at de voksede i Herrens nåde (Titus 3:13).
Nøglevers: Titusbrevet 1:5, "Når jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var det, for at du skulle ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde pålagt dig."
Titusbrevet 1:16, "De forsikrer, at de kender Gud, men i handling fornægter de ham; de er afskyelige og ulydige og ude af stand til at udrette noget godt."
Titusbrevet 2:15, "Tal sådan, og forman og tilrettevis, og gør det med eftertryk. Lad ingen ringeagte dig!"
Titusbrevet 3:3-6, "Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden. Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser."
Kort opsummering: Hvor må det have været vidunderligt, da Titus modtog et brev fra sin mentor, apostlen Paulus. Paulus var en æret mand, og det med rette, efter at have etableret flere menigheder i hele den østlige del af verden. Titus ville have læst apostlens berømte introduktion, "Til Titus, mit ægte barn i vor fælles tro" (Titus 1:4).
Øen Kreta, hvor Paulus havde ladet Titus blive på, var beboet af indfødte fra øen og af jøder, som ikke kendte til sandheden om Jesus Kristus (Titus 1:12-14). Paulus følte, at det var hans ansvar at følge op på Titus, for at instruere og opmuntre ham i at udvikle ledere i menigheden i Kreta. Samtidigt med, at Paulus ledte Titus i, hvordan han skulle finde ledere, foreslog Paulus også hvordan Titus kunne instruere lederne, så de kunne vokse i deres tro i Kristus. Hans instrukser gjaldt både for mænd kvinder i alle aldre (Titus 2:1-8).
For at hjælpe Titus med at fortsætte i troen, foreslog Paulus, at Titus kunne komme til Nikopolis, og bringe to af menighedens medlemmer med sig (Titus 3:12-13).
Forbindelser: Paulus finder det endnu engang nødvendigt at instruere lederne i menigheden om at være på vagt overfor dem, der fokuserede på de jødiske skikke, som forsøgte at føje gerninger til nådens gave, hvilken skaber frelse. Han advarer imod dem, der er oprørske bedragere, særligt dem, der fortsatte med at kræve omskærelse og sige, at overholdelse af Moselovens ritualer og ceremonier stadig var nødvendige (Titus 1:10-11). Dette er et gentagende tema igennem alle Paulus' breve, og i Titusbrevet går han så langt som at sige, at man bør lukke munden på dem.
Praktisk anvendelighed: Apostlen Paulus fortjener vores opmærksomhed, når vi bruger bibelen til at instruere os i, hvordan man lever et liv, der er velbehageligt for Herren. Vi kan lære, hvad vi skal undgå, såvel som hvilke ting vi bør efterligne. Paulus foreslår, at vi søger at være rene, så vi undgår de ting, der tilsmudser vores sind og samvittighed. Og så kommer Paulus med en udtalelse, der aldrig bør glemmes: "De forsikrer, at de kender Gud, men i handling fornægter de ham; de er afskyelige og ulydige og ude af stand til at udrette noget godt" (Titus 1:16). Som kristne må vi ransage os selv, for at være forvissede om, at vores liv lever op til vores bekendelse af tro på Kristus (2. Korinther 13:5).
Paulus fortæller os sammen med denne advarsel, hvordan vi undgår at fornægte Gud: "[Han] frelste os … det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser" (Titus 3:5-6). Ved at søge en daglig fornyelse af vores sind ved Helligånden, kan vi udvikle os til at blive kristne, der ærer Gud med den måde, vi lever på.
English
Nytestamentlig Oversigt
Bibeloversigt
Titusbrevet
