Spørgsmål
Hvad er forbindelsen mellem bøn og faste?
Svar
Selvom forbindelsen mellem bøn og faste ikke bliver specifikt forklaret i Skriften, så synes der alligevel at være en rød tråd imellem de to, som vi læser i alle de bibelske tilfælde, hvor bøn og faste er aktuel. I det gamle testamente lader det til, at faste med bøn havde at gøre med behov og afhængighed, og/ eller stor hjælpeløshed, i det øjeblik man stod overfor en faktisk, eller forventet, fare. I det gamle testamente er bøn og faste forbundet med tider med sorg, omvendelse, og/ eller en dyb, åndelig nød.
Det første kapitel i Nehemias’ bog beskriver, hvordan Nehemias beder og faster, på grund af sin dybe nød over nyhederne om, at Jerusalem lå øde. Hans mange dage i bøn var karakteriseret ved tårer, faste, bekendelse på vegne af sit folk, og bønner om, at Gud måtte være nådig. Den måde, som han fremstiller sine bekymringer i bøn på, gør det nærmest umuligt at forestille sig, at han midt i denne bøn havde tid til at ”holde pause,” for at spise og drikke. Den ødelæggelse som kom over Jerusalem, havde den samme indvirkning på Daniel, som gjorde noget lignende: ”Jeg vendte mig til Gud Herren for at søge ham i bøn og tryglen under faste og i sæk og aske” (Daniel 9:3). Ligesom Nehemias, så fastede og bad Daniel til Gud om, at han måtte have barmhjertighed med sit folk, og sagde, ”Vi har syndet, vi har handlet slet og ugudeligt, vi har gjort oprør og er veget fra dine befalinger og bud” (v. 5).
I flere tilfælde i det gamle testamente, er faste forbundet med forbøn. David bad og fastede over sit syge barn (2. Samuel 12:16), han græd for Herrens ansigt i oprigtig forbøn (v. 21-22). Esther tilskyndede Mordokaj og jøderne til at gå i forbøn for hende, fordi hun havde tænkt sig at træde frem for sin ægtemand, kongen (Esther 4:16). Der er ingen tvivl om, at faste og bøn er tæt forbundet.
Der er også tilfælde med bøn og faste i det nye testamente, men de er ikke forbundet med omvendelse eller bekendelse. Profetinden Anna ”forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn” (Lukas 2:37). Som 84-årig var bøn og faste en del af hendes tjeneste for Herren i hans tempel, imens hun ventede Israels lovede frelser. Vi læser også i ny testamente, at menigheden i Antiokia fastede i forbindelse med deres tilbedelse, da Helligånden talte til dem om at udvælge Paulus og Barnabas til Herrens arbejde. På det tidspunkt bad og fastede de, lagde deres hænder på de to mænd, og sendte dem afsted. Så vi læser altså af disse eksempler, at bøn og faste kan være en del af at tilbede Herren, og at søge hans favør. Det står dog ikke noget sted, at Herren er mere tilbøjelig til at besvare bøn, hvis det der følger faste med. Det hænger snarere sådan sammen, at faste, sammen med bøn, fortæller noget om de bedendes oprigtighed, samt om det kritiske ved de situationer, de står midt i.
En ting står klart: teologien om faste er en teologi, som har med prioriteringer at gøre, hvori troende har mulighed for at udtrykke sig selv, ved helt og intenst at overgive sig til Herren, samt til det, der har med det åndelige liv at gøre. Denne overgivelse kommer til udtryk ved, at man for en kort tid afholder sig fra sådanne normale og gode ting som mad og drikke, for at tilbringe tid og have uafbrudt fællesskab med Faderen. ”Ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen” (Hebræerne 10:19). Uanset om vi faster eller ej, så er dette en af de mest vidunderlige dele, og ”bedre ting,” som vi har fået i Kristus. Bøn og faste bør aldrig være en byrde eller pligt, men snarere en fejring af Guds godhed og barmhjertighed mod sine børn.
English
Hvad er forbindelsen mellem bøn og faste?
