settings icon
share icon
Spørgsmål

Hvad er dommen ved den store, hvide trone?

Svar


Dommen ved den store, hvide trone, beskrives i Åbenbaringsbogen 20:11-15, og er den endelige dom, der går forud for, at alle fortabte mennesker kastes i Ildsøen. Vi ved fra Åbenbaringsbogen 20:7-15, at dette vil ske efter tusindårsriget og efter Satan, dyret og den falske profet bliver kastet i Ildsøen (Åbenbaringen 20:7-10). De bøger, der åbnes (Åbenbaringen 20:12) indeholder informationer om alle menneskers gerninger, om de har været gode eller onde, da Gud kender til alt, der nogensinde er blevet sagt, gjort, eller endda tænkt, og han vil belønne eller straffe enhver, baseret på disse ting (Salme 28:4; 62:12; Romerne 2:6; Åbenbaringen 2:23; 18:6; 22:12).

På denne tid åbnes der også en anden bog, kaldet ”livets bog” (Åbenbaringen 20:12). Det er denne bog, der bestemmer, om en person vil arve evigt liv med Gud, eller modtage evig straf i Ildsøen. Selvom kristne bliver krævet til ansvar for deres handlinger, så er de tilgivet i Kristus, og deres navne er skrevet i bogen ”fra verden blev grundlagt” (Åbenbaringen 17:8). Vi ved også fra dette skriftsted, at det er ved denne dom, at de døde vil blive ”dømt efter deres gerninger” (Åbenbaringen 20:12), og ”hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i Ildsøen” (Åbenbaringen 20:15).

Det faktum, at der vil være en endelig dom for alle mennesker, både troende og ikke-troende, bekræftes klart i mange skriftspassager. Ethvert menneske vil en dag skulle stå foran Kristus, og blive dømt for hans eller hendes gerninger. Selvom det står klart, at dommen ved den store, hvide trone er den endelige dom, så er kristne uenige om, hvordan den relaterer sig til de andre domme, som nævnes i bibelen, og helt specifikt, hvem der vil blive dømt ved den store, hvide trone.

Nogle kristne tror, at skriften afslører tre domme, der er forestående. Den første dom, er dommen mellem fårene og bukkene, eller en dom over nationerne (Matthæus 25:31-46). Denne dom sker efter trængselstiden, men før tusindårsriget; formålet med den er, at afgøre, hvem skal med i tusindårsriget. Den anden dom handler om de troendes gerninger, som ofte kaldes for ”Kristi domstol (bema)” (2. Korinther 5:10). Ved denne dom, vil kristne modtage forskellige grader af belønning for deres arbejde og tjeneste for Herren. Den tredje dom er så dommen ved den store, hvide trone, som sker ved slutningen af tusindårsriget (Åbenbaringsbogen 20:11-15). Dette er den dom, hvor ikke-troende vil blive dømt efter deres gerninger og idømt evig straf i Ildsøen.

Andre kristne tror på, at samtlige af disse tre domme faktisk taler om den samme, endelige dom, og ikke om tre separate domme. Med andre ord, så er dommen ved den store, hvide trone i Åbenbaringsbogen 20:11-15 det tidspunkt i historien, hvor både troende og ikke-troende vil blive dømt. De, hvis navne står nævnt i livets bog, vil blive dømt for deres gerninger, for at bestemme de belønninger, de enten får eller mister. De, hvis navne ikke står nævnt i livets bog, vil blive dømt for deres gerninger, for at bestemme graden af den straf, de vil modtage i Ildsøen. De, som mener dette, tror at den dom, der nævnes i Matthæus 25:31-46, er en anden beskrivelse af, hvad der vil ske ved dommen ved den store, hvide trone. Fårene (de troende) vil gå ind til det evige liv, mens bukkene (de ikke-troende) kastes i ”evig straf” (Matthæus 25:46).

Uanset hvilket syn man har på dommen ved den store, hvide trone, så er det vigtigt aldrig at glemme det, der faktisk kommer til at ske ved dommen/ dommene. For det første vil Jesus Kristus være dommer, alle ikke-troende vil blive dømt af ham, og de vil blive straffet ifølge deres gerninger. Bibelen gør det meget klart, at ikke-troende samler sig vrede til dommens dag (Romerne 2:5), og at Gud vil ”gengælde enhver efter hans gerninger” (Romerne 2:6). Troende vil også blive dømt af Kristus, men siden Kristi retfærdighed er blevet dem tilregnet os, og vores navne er skrevet i livets bog, vil vi blive belønnet, ikke straffet, ifølge vores gerninger. Romerne 14:10-12 siger, at vi alle skal stå frem for Kristi domstol, og alle skal aflægge regnskab overfor Gud.

English



Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvad er dommen ved den store, hvide trone?
Del denne side: Facebook icon Twitter icon Pinterest icon Email icon
© Copyright Got Questions Ministries