Spørgsmål
Hvad er forbøn?
Svar
Det enkle svar er, at forbøn er den handling, man gør, når man beder på andres vegne. I det gamle testamente var mellemmandens rolle vigtig, hvilket vi ser hos Abraham, Moses, David, Samuel, Hizkija, Elias, Jeremias, Ezekiel, og Daniel. I det nye testamente bliver Jesus Kristus fremstillet som den ultimative forbeder, og derfor bliver al kristen bøn til en slags forbøn, da man altid beder til Gud gennem, og ved, Kristus. Da Jesus døde på korset, fjernede han afstanden mellem os og Gud. Da Jesus blev vores mellemmand, kan vi nu bede på vegne af andre kristne, eller på vegne af de fortabte, og bede om, at Gud må give dem det, de har behov for, efter hans vilje. ”For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus” (1. Timotheus 2:5). ”Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os” (Romerne 8:34).
I Daniels Bog 9, ser vi også et fantastisk eksempel på, hvordan man kan gå i forbøn. Den består af alle de enkeltstående elementer, som ægte forbøn har i sig. Den er et gensvar på Guds Ord (v. 2); den er karakteriseret ved gudsfrygt (v. 3) og selvfornægtelse (v. 4); den identificerer sig, på en uselvisk måde, med Guds folk (v. 5); den forstærkes igennem bekendelse (v. 5-15); den afhænger af Guds person (v. 4, 7, 9, 15); og dens mål er, at Gud må blive herliggjort (v. 16-19). Kristne må, ligesom Daniel, også komme til Gud med en holdning, som viser et brudt hjerte, samt en villighed til at omvende sig, ved at indrømme sin egen uværdighed, og ved også at fornægte sig selv. Daniel sagde ikke, ”Jeg har ret til at bede dig om disse ting, Gud, for jeg er din specielle forbeder.” Han sagde i stedet, ”Jeg er en synder,” og, i bund og grund, ”jeg har ikke ret til at bede om noget som helst.” Ægte forbøn ønsker ikke bare efter at kende Guds vilje, og se den blive ført ud i livet, men har et ønske om, om at den blive ført ud i livet, uanset om det er en fordel for os, eller om det kommer til at koste os noget. Ægte forbøn bærer med sig et ønske om, at Gud, og ikke vi, må blive herliggjort.
Den følgende liste er kun en delvis liste over de mennesker, som vi får at vide, at vi bør gå i forbøn for: alle autoritetspersoner (1. Timotheus 2:2); forkyndere (Filipperne 1:19); kirken (Salme 122:6); venner (Job 42:8); landsmænd (Romerne 10:1); de syge (Jakob 5:14); fjender (Jeremias 29:7); dem, som forfølger os (Matthæus 5:44); dem, som svigter os (2. Timotheus 4:16); og alle mennesker (1. Timotheus 2:1).
Der findes en forkert forestilling inden for den moderne kristendom, om, at de som går i forbøn, tilhører en speciel gruppe af ”super-kristne,” som er kaldet af Gud til specifikt at have en forbønstjeneste. Men bibelen gør det klart, at alle kristne er kaldet til at være forbedere. Alle kristne har Helligånden i deres hjerte, og på samme måde, som han går i forbøn for os efter Guds vilje (Romerne 8:26-27), er det også vores opgave, at gå i forbøn for hinanden. Dette privilegium tilhører ikke kun en eksklusiv, kristen elite; dette er en befaling til os alle. Faktisk, så er det en synd, at man ikke går i forbøn for andre. ”Jeg vil da heller aldrig begå den synd mod Herren at holde op med at gå i forbøn for jer” (1. Samuel 12:23).
Der kan heller ikke være nogen tvivl om, at når Peter og Paulus bad om, at andre måtte bede for dem, så gik dette ønske ikke kun ud til nogle få, som havde et specielt kald til at gå i forbøn. ”Peter blev derfor holdt fængslet, men i menigheden blev der utrætteligt bedt til Gud for ham” (ApG 12:5). Læg mærke til, at det var hele menigheden der bad for ham, og ikke bare dem, som havde en gave til at gå i forbøn. I Efeserbrevet 6:16-18 formaner Paulus de efesianske troende – alle de efesianske troende – angående det fundamentale ved kristenlivet, hvilket indebar at ”altid være udholdende i forbøn.” Det er klart, at forbøn er en del af kristenlivet for alle troende.
Desuden var det Paulus’ ønske, at alle de romerske troende måtte gå i forbøn for ham, som vi læser i Romerbrevet 15:30. Han tilskyndede også kolossenserne til at gå i forbøn for ham, i Kolossenserbrevet 4:2-3. Der findes ikke noget bibelsk forbønsønske, som taler om, at kun en bestemt gruppe mennesker kunne gå i forbøn. Tværtimod, så har de mennesker, som ønsker andres forbøn, brug for så meget hjælp som muligt! Ideen om, at forbøn er et privilegium og en kaldelse, som kun tilhører en bestemt gruppe mennesker, er ikke noget, som har en bibelsk begrundelse. Og værre er det, at det er en ødelæggende ide, som ofte fører til stolthed, og en følelse af overlegenhed.
Gud kalder alle kristne til at være forbedere. Det er Guds ønske, at enhver troende er aktiv i forbøn. Hvilket vidunderligt og ophøjet privilegium har vi ikke modtaget, at vi frimodigt kan komme ind for den almægtige Guds trone med vores bønner og ønsker!
English
Hvad er forbøn?
