Spørgsmål
Hvad menes der med, at Gud er hellig, hellig, hellig?
Svar
Sætningen ”hellig, hellig, hellig” optræder to steder i Bibelen, én gang i det gamle testamente (Esajas 6:3), og én gang i det nye (Åb. 4:8). Begge gange tales eller synges sætningen af himmelske væsener, og begge gange optræder den i et syn, hos et menneske, som er blevet bragt til Guds trone: først af profeten Esajas og så af apostlen Johannes. Før vi ser på den trefoldige gentagelse af Guds hellighed, er det vigtigt at forstå, hvad der præcis menes med Guds hellighed.
Guds hellighed er den egenskab hos Ham, der er sværest at forklare, til dels fordi det er ét af Hans væsentlige egenskaber, som mennesker ikke deler med Ham. Vi er skabt i Guds billede, og vi deler mange af Hans egenskaber, såsom kærlighed, nåde, trofasthed, osv. – men selvfølgelig i et langt mere begrænset omfang. Men nogle af Guds egenskaber kommer skabte væsener aldrig til at dele med Ham, såsom Hans allestedsnærværelse, alvidenhed, almagt, og hellighed. Guds hellighed er det, som adskiller Ham fra andre skabninger, som adskiller Ham og kendetegner Ham fra alt andet. Guds hellighed er mere end bare Hans fuldkommenhed eller syndfri renhed; det er essensen af Hans ”andet-hed,” Hans transcendens (det, der ligger ud over vores forståelse). Guds hellighed legemliggør mysteriet om Hans storhed, og får os til at se på Ham med undren, når vi begynder at forstå blot en smule af Hans majestætiskhed.
Esajas så som et førstehåndsvidne Guds hellighed i sit syn, som er beskrevet i Esajas’ bog 6. Selvom Esajas var en Guds profet og en retfærdig mand, var hans reaktion over at se Guds hellighed, at han blev bevidst om sin egen syndighed og frygtede for sit liv (Esajas 6:5). Selv englene i Guds nærvær, dem, der råbte ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,” dækkede deres ansigter og fødder til med fire af deres seks vinger. At dække sine fødder var med sikkerhed udtryk for den ærbødighed og ærefrygt, som Guds nærvær frembragte (2. Mos. 3:4-5). Seraferne stod tildækkede, som om de ville skjule sig selv så meget som muligt, hvormed de anerkendte, at de var uværdige i Den Hellliges nærvær. Og hvis de rene og hellige serafer udviser sådan ærbødighed i Jehovas nærvær, med hvilken dybtgående ærefrygt bør så ikke vi, forurenede og syndige skabninger, drage nær til Ham! Den ærbødighed, som englene viste Gud, bør være en påmindelse til os, når vi tager det for givet, og tankeløst og uærbødigt skynder os ind i Hans nærvær, som vi ofte gør, fordi vi ikke forstår Hans hellighed.
Johannes’ syn i Johannes’ Åbenbaring 4 var lig det, som Esajas så. Der var igen levende væsener omkring tronen, som råbte, ”Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige,” i ærbødighed og ærefrygt overfor Den Hellige. Johannes fortsætter med at beskrive disse væsener, som kontinuerligt gav pris og ære og tak til Gud omkring Hans trone. Det er interessant, at Johannes’ reaktion på synet af Gud i Sin tronsal er anderledes end hos Esajas. Der står ikke noget om, at Johannes falder på knæ i frygt og værende bevidst om sin egen syndighed, måske fordi Johannes allerede havde truffet den opstandne Kristus i begyndelsen af synet (Åb. 1:17). Kristus havde lagt Sin hånd på Johannes, og sagt til ham, at han ikke skulle være bange. På samme måde kan vi træde frem for tronen, hvis Kristi hånd hviler på os, i form af Hans retfærdighed, som vores synd blev skiftet ud med ved korset (2. Kor. 5:21).
Men hvorfor det trefoldige ”hellig, hellig, hellig” (kaldet trihagion)? Gentagelsen af et navn eller noget udtrykt tre gange var ret almindeligt blandt jøderne. I Jeremias’ bog 7:4 giver profeten udtryk for, at jøderne sagde ”Herrens tempel” tre gange, hvorved de udtrykte deres stærke tillid til deres egen tilbedelse, selvom den var hyklerisk og korrupt. Jeremias’ bog 22:29, Ezekiels bog 21:27, og 1. Samuelsbog 18:23 indeholder lignende, stærke, trefoldige udtryk. Så når englene rundt om tronen kalder eller råber ”hellig, hellig, hellig” til hinanden, udtrykker de med kraft og passion sandheden om Guds suveræne hellighed, den væsentlige egenskab som udtrykker Hans ærefrygtindgydende og majestætiske natur.
Herudover udtrykker thrhagion noget om Guds treenige natur, om de tre Personer i guddommen, som hver især er lige hellighed og majestæt. Jesus Kristus er Den Hellige, som ikke skulle ”se forrådnelse” i graven, men skulle genopstå og ophøjes til Guds højre hånd (ApG 2:26; 13:33-35). Jesus er ”den hellige og retfærdige” (ApG 3:14), hvis død på korset lader os stå uden skam foran vor hellige Guds trone. Treenighedens tredje Person, Helligånden, udtrykker med selve Sit navn, hvor vigtig hellighed essentielt set er i guddommen.
Til sidst viser de to syn af englene omkring tronen, som råber ”hellig, hellig, hellig,” os klart, at Gud er den samme i begge testamenter. Vi tænker ofte Gud i det gamle testamente som værende en vredens Gud, og den nytestamentlige Gud som værende kærlighedens Gud. Men Esajas og Johannes præsenterer et forenet billede af vores hellige, majestætiske, ærefrygtindgydende Gud, som ikke forandrer sig (Malakias 3:6), som er den samme i går og i dag og til evig tid (Hebræerne 13:8), og ”hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge” (Jakob 1:17). Guds hellighed varer evigt, ligesom Han Selv er evig.
English
Hvad menes der med, at Gud er hellig, hellig, hellig?
