Spørgsmål
Hvorfor skulle jeg tro på Jesu Kristi opstandelse?
Svar
Det er et veletableret faktum, at Jesus Kristus blev offentligt henrettet i Judæa i det 1. århundrede e.kr., under Pontius Pilatus, og ved korsfæstelse, ved det jødiske råds hænder. Flavius Josefus’, Kornelius Tacitus’, Lucian af Samosatas, Maimonedes’ og endda det jødiske råds ikke-kristne, historiske beretninger, bekræfter alle de tidlige, kristne øjenvidneberetninger af de vigtige, historiske aspekter ved Jesu Kristi død.
Hvad hans genopstandelse angår, så findes der en række beviser, som alt i alt lægger grunden for en god bevisbyrde. Den afdøde, retsvidenskabelige vidunderbarn og internationale statsmand, Sir Lionel Luckhoo (som har Guiness-verdensrekorden, ved at være den eneste, der har haft 245 frikendelser som forsvarsadvokat for mordanklagede i træk), underbyggede den kristne entusiasme og tillid omkring opstandelsen, da han skrev, ”jeg har brugt mere end 42 år som forsvarsadvokat, har fungeret i i mange dele af verden, og er stadig i aktiv praksis. Jeg har været så heldig, at jeg har sikret en række succesfulde retssager, og jeg kan med stor utvetydighed sige, at beviserne for Jesu Kristi opstandelse er så overvældende, at den opfordrer til stor tiltro med alle sine beviser, som ikke giver plads til nogen som helst tvivl.”
Det sekulære samfunds reaktion på den samme bevisbyrde har været apatisk, hvilket ikke er overraskende, da man stædigt holder fast ved metodologisk naturalisme. Hvis du ikke kender til dette udtryk, så er metodologisk naturalisme menneskets forsøg på at forklare alting ud fra naturlige årsager – og kun ud fra naturlige årsager. Hvis en påstået historisk begivenhed modsiger en naturlig forklaring (såsom en overnaturlig opstandelse), så behandler sekulære lærde det ofte med en overvældende skepsis, uanset hvilke beviser der findes, og uanset hvor fordelagtig og sikker sagen er.
I vores øjne er en så blind tiltro, når det handler om naturlige årsager, og uanset den vægtige bevisbyrde der ellers findes, ikke en upartisk (og dermed tilstrækkelig) behandling af beviserne. Vi er enige med dr. Wernher von Braun, og mange andre, som stadig mener at det er en hindring for objektiviteten, når man tvinger en bestemt populær, forudfattet og filosofisk holdning ovenpå beviserne. Eller som dr. von Braun selv sagde, ”at blive tvunget til at tro på én eneste konklusion… er en overtrædelse af selve videnskabens egen objektivitet.”
Med det sagt, så lad os nu se på den række af beviser, som taler til fordel for opstandelsen.
Den første bevisrække for Kristi opstandelse
Til at begynde med, så findes der meget ærlige øjenvidneberetninger. De tidlige kristne apologeter nævnte hundredvis af øjenvidner, hvoraf nogle dokumenterede deres egne, påståede oplevelser. Mange af disse øjenvidner gennemgik bevidst og beslutsomt en tortur og død, der blev trukket i langdrag, frem for at trække deres vidnesbyrd tilbage. Disse fakta vidner om deres ærlighed, og fjerner enhver mistanke om bedrag fra deres side. Ifølge den historiske optegnelse (ApG 4:17; Plinius’ breve til Trajan X, 96, osv.), kunne de fleste kristne sætte en stopper for deres egen lidelse, hvis bare de ville fornægte deres tro. I stedet lader det til, at de fleste valgte at udholde deres lidelse, og proklamere at Kristus genopstod, selvom det betød døden for dem.
Ja, martyriet er en utrolig, men ikke nødvendigvis særligt tiltrækkende ting. Den bekræfter ikke en tro så meget som den bekræfter den enkelte troende (ved at demonstrere hans eller hendes ærlighed på en håndgribelig måde). Det, der gør de første kristne martyrer til noget specielt, er, at de vidste, om det de vidnede om var sandt eller ej. Enten så de Jesus Kristus i live efter sin død, eller også gjorde de ikke. Dette er helt utroligt. Hvis det bare var en løgn, hvorfor ville så mange så påstå at det var rigtigt, når man tænker på konsekvenserne ved dette? Hvorfor besluttede de alle at holde fast på en så ubarmhjertig løgn, når den førte til forfølgelse, fængsling, tortur og død?
Selvom selvmordsbomberne til den 11. september 2001 uden tvivl troede at det, de bekendte (som de var villige til at dø for) var sandt, så kunne de ikke vide, og vidste ikke, at det var sandt. De satte deres lid til traditioner, som var givet videre gennem generationerne. Enten så de de ting, som de hævdede at se, eller også gjorde de ikke.
Iblandt de mest kendte af de bekendende øjenvidner har vi apostlene. De gennemgik kollektivt en forvandling, som ikke er til at bestride, efter Jesus havde vist sig for dem efter sin opstandelse. Lige efter hans korsfæstelse gemte de sig i frygt for deres liv. Efter opstandelsen gik de ud på gaderne, og proklamerede frimodigt opstandelsen på trods af tiltagende forfølgelse. Hvad var grunden til hans pludselige og dramatiske forvandling? Det havde i hvert fald ikke noget med økonomisk vinding at gøre. Apostlene opgav alt de ejede, for at forkynde opstandelsen, inklusive deres egne liv.
Den anden bevisrække for Kristi opstandelse
En anden bevisrække har at gøre med omvendelsen af nogle bestemte skeptikere, hovedsageligt Paulus og Jakob. Paulus var, som han selv indrømmede, en voldelig forfølger af den tidlige kirke. Efter det, han beskriver som et møde med den genopstandne Kristus, gennemgik Paulus en øjeblikkelig og dramatisk forvandling, og gik fra at være en ondskabsfuld forfølger af kirken, til at være en af dens mest betydningsfulde og uselviske forsvarere.
Jakob var skeptisk, men ikke ligeså fjendsk som Paulus. Efter sigende mødte han Jesus efter opstandelsen, som gjorde ham til en efterfølger og kristen, og leder af menigheden i Jerusalem. Vi har stadig et brev, som lærde generelt mener, er et af hans tidlige breve til den første menighed. Jakob led og døde, ligesom Paulus, villigt for sit vidnesbyrd skyld, hvilket vidner om hans oprigtige tro (Se Apostlenes Gerninger og Josefus’ jødisk forhistorie XX, ix, 1).
Den tredje og fjerde bevisrække for Kristi opstandelse
En tredje og fjerde bevisrække har at gøre med fjendernes vidnesbyrd om den tomme grav, og at tro på opstandelsen fik rodfæste i Jerusalem. Jesus blev offentligt henrettet og lagt i graven i Jerusalem. Det ville have været umuligt at tro på at hans opstandelse fik rodfæste dér, hvis hans legeme stadig var i graven, når det jødiske råd kunne åbne den, vise den frem offentligt, og dermed afsløre denne dårlige spøg. I stedet beskyldte det jødiske råd disciplene for at have stjålet hans lig, åbenbart for at forklare, hvorfor det var borte (og dermed forklare en tom grav). Hvordan forklarer vi, at graven var tom? Her følger de tre mest almindelige forklaringer:
For det første, så kunne disciplene have stjålet liget. Hvis det var tilfældet, så vidste de godt, at opstandelsen var en spøg. De ville derfor ikke have været villige til at lide og dø for det. (se den første bevisrække om ærlige øjenvidneberetninger). Alle de bekendende øjenvidner ville have vidst, at de ikke havde set den opstandne Kristus, og derfor løj. Med en så stor sammensværgelse ville nogle uden tvivl have indrømmet, at det var løgn, enten for at stoppe sin egen lidelse, eller den lidelse, der blev påført hans venner og familie. Den første generation af kristne oplevede at blive brutalt behandlet, specielt efter branden i Rom i år 64 e.kr. (en brand som Nero efter sigende fik påsat, for at skabe mere plads til sit palads, men som han skyldte på de kristne i Rom, for at frikende sig selv). Som den romerske historiker, Kornelius Tacitus skrev i sine annaler om det romerske rige (som blev trykt i generationen efter ildebranden):
”Nero gav skylden til og påførte den voldsomste tortur på en samfundsklasse af mennesker, som var hadet pga. deres afskyeligheder. De blev af flertallet kaldt for kristne. Kristus, hvorfra navnet har sin oprindelse, led en hård straf under Tiberius’ styre, ved en af vores prokuratorers hænder, ved navn Pontius Pilatus, og en ondskabsfuld overtro, som var sat i skak på daværende tidspunkt, brød atter ud, ikke bare i Judæa, som var denne ondskabs oprindelige kilde, men endda også i Rom, hvor alle slags forkastelige og skamfulde ting fra hele verden har sit centrum, og bliver populært. Derfor blev først alle, som indrømmede deres skyld, arresteret; på baggrund af deres bekendelser blev en stor skare derefter dømt, ikke så meget for at have sat ild til byen, som for had til menneskeheden. Alle mulige hånlige ting blev føjet til deres død. De blev dækket med dyreskind, og flået af hunde og døde, eller blev naglet til kors, eller blev dømt til flammerne og brændte, og blev brugt som fakler om natten, når dagslyset var endt” (Annaler, XV, 44).
Nero oplyste sine havefester med kristne, som blev levende brændt. Nogle ville selvfølgelig have indrømmet sandheden ved en så stor trussel om frygtelig smerte. Men faktum er, at der ikke findes noget dokument, der vidner om en tidlig kristen der forrådte sin tro for at afslutte sin lidelse. I stedet har vi mange beretninger om tilsynekomster efter opstandelsen, og hundredvis af øjenvidner som var villige til at lide og dø for det.
Hvis disciplene ikke stjal liget, hvordan kan vi så forklare den tomme grav? Nogle har foreslået, at Kristus iscenesatte sin egen død, og flygtede fra graven senere. Dette er meget absurd. Ifølge øjenvidneberetningerne blev Kristus slået, tortureret, sønderrevet, og spiddet. Han led indre skader, massivt blodtab, blev kvalt, og fik et spyd gennem hjertet. Der findes ikke nogen god grund til at tro, at Jesus Kristus (eller noget andet menneske for den skyld) kunne overleve en sådan behandling, iscenesætte sin egen død, blive i en grav i tre dage og nætter uden medicinsk behandling, mad eller vand, fjernede den kæmpemæssige sten der forseglede hans grav, forsvinde uden at blive opdaget (uden at efterlade et blodspor), overbevise hundredvis af øjenvidner om, at han var opstået fra de døde og var i godt helbred, og så forsvinde uden noget spor. En sådan påstand er faktisk latterlig.
Den femte række af beviser for Kristi opstandelse
Endelig er der en femte række af beviser, som har at gøre med noget besynderligt ved øjenvidneberetningerne. I alle de største beretninger om opstandelsen, er det kvinder som krediteres som de første og primære øjenvidner. Dette ville være en underlig opfindelse, da kvinder ikke blev agtet særligt højt, hverken i de gamle jødiske eller romerske kulturer. Deres vidnesbyrd blev regnet for uvæsentligt og ligegyldigt. Med det for øje, er det meget usandsynligt at gerningsmænd, der stod bag en sådan spøg i det 1. århundrede i Judæa, ville vælge kvinder til at være deres primære øjenvidner. Ud af alle de mandlige disciple, der hævdede at have set Jesus opstanden, ville det så ikke være mærkeligt at de valgte de mindst agtede, mistroede vidner de kunne finde, hvis de alle løj, og opstandelsen var et svindelnummer?
Dr. William Lane Craig forklarer, ”Når man forstår kvinders rolle i det 1. århundrede i det jødiske samfund, så er det helt utrolige, at kvinder skulle optræde som dem, der først opdagede graven. Kvinder var ikke placeret særligt højt på den sociale rangstige i Palæstina i det første århundrede. Der findes gamle, rabbinske ordsprog der siger, ’Lad hellere lovens ord blive brændt, end overleveret til en kvinde’ og ’velsignet er han, hvis børn er hankøn, men ve den, hvis børn er hunkøn.’ Kvinders vidnesbyrd blev anset for at være så værdiløse, at de ikke engang måtte bruges som vidner i den jødiske ret. Derfor er det helt utroligt, at hovedvidnerne til den tomme grav var kvinder… Enhver kendt beretning, der ville have opstået senere, ville uden tvivl have nævnt at det var mandlige disciple, der opdagede graven – for eksempel Peter eller Johannes. Den eneste plausible forklaring på, at det var kvinder, som var de første vidner ved graven, kan kun forklares ved – om du kan lide det eller ej – at de faktisk opdagede den tomme grav! Dette viser, at evangeliets forfattere trofast nedskrev det der skete, selvom det måske var pinligt for dem. Dette taler om det historiske ved denne tradition, frem for bare at tale om dens legendariske status” (Dr. William Lane Craig, citeret af Lee Strobel, The Case for Christ, Grand Rapids: Zondervan, 1998, s. 293).
Opsummering
Disse bevisrækker: de ærlige øjenvidneberetninger (og i apostlenes tilfælde, en overbevisende, uforklarlig forvandling), den utrolige oprigtighed, som omvendte fjender og tidligere skeptikere demonstrerede, at graven var tom, fjenders vidnesbyrd angående den tomme grav, at alle disse ting skete i Jerusalem, hvor troen på opstandelsen startede og blomstrede, alle kvindernes vidnesbyrd, vigtigheden ved sådanne vidnesbyrd, når man ser det i sin historiske kontekst; alle disse ting vidner stærkt om opstandelsens historiske rigtighed. Vi opfordrer vores læsere til at se på disse beviser med omtanke. Hvad siger de dig? Ved selv at have set på dem, kan vi med sikkerhed i stemmen bekræfte det, som Sir Lionel erklærede:
”beviserne for Jesu Kristi opstandelse er så overvældende, at den opfordrer til stor tiltro med alle sine beviser, som ikke giver plads til nogen som helst tvivl.”
English
Hvorfor skulle jeg tro på Jesu Kristi opstandelse?
