Spørgsmål
Hvad er korsets stationer, og hvad kan vi lære af dem?
Svar
Korsets stationer, som også kendes som Via Dolarosa, er en fortælling om de sidste timer i Jesu Kristi liv på jorden, som fortsætter med at bringe åndelig overbevisning for enhver kristen, samt applikation til vores liv. Korsets stationer er en klar påmindelse om den ydmyge måde, hvorpå Jesus var villig til at give afkald på ethvert privilegium som guddom, for at skabe en frelsesvej ved Sit offer.
Der er flere bredt accepterede versioner af de sidste timer, den ene er bibelsk, og de andre er mere traditionelle beretninger om begivenhederne i Jesu sidste timer. Den traditionelle version af korsets stationer er således:
1. Jesus dømmes til døden.
2. Jesus bliver givet Sit kors.
3. Jesus falder for første gang.
4. Jesus møder Sin mor, Maria.
5. Simon af Kyrene tvinges til at bære korset.
6. Veronika tørrer blod af Jesu ansigt.
7. Jesus falder for anden gang.
8. Jesus møder Jerusalems kvinder.
9. Jesus falder for tredje gang.
10. Jesus får tøjet hevet af Sig.
11. Jesus nagles til korset – korsfæstelsen.
12. Jesus dør på korset.
13. Jesu legeme fjernes fra korset – Depositionen eller Klagen.
14. Jesu legeme lægges i graven.
I den traditionelle version af korsets stationer, er stationerne tre, fire, seks, syv, og ni bare ikke direkte bibelske. Derfor er der skabt en ”skriftlig korsets vej.” Nedenunder står de bibelske beskrivelser af korsets stationer, og hvordan de hver især kan applikeres i livet.
Korset første station: Jesus på Oliebjerget (Lukas 22:39-42).
Jesus bad på Oliebjerget om, at Hans Far måtte tage bægeret fra Hans hånd, som betød Hans død på korset; det fortæller om Jesu menneskelighed (Lukas 22:39-46). Det er ikke svært at forestille sig, hvor stor Hans ængstelse måtte være ift. til de begivenheder, Han snart skulle møde. Der kommer en tid i enhver kristens liv, hvor de også må vælge mellem Guds vilje og deres egen, og det valg viser, ligesom med Jesu valg, graden af deres engagement og lydighed overfor Gud, såvel som hjertets sande tilstand. Selvom Jesus var bevidst om den skæbne, som Han om lidt skulle stå overfor, da Han på Oliebjerget bad Gud om at ændre begivenhederne, var Hans bøn at Faderens vilje måtte ske, uanset hvad der ville ske med Ham i fremtiden. Selv da Han var naglet til korset, og Hans liv var ved at ebbe ud, lærte Jesus os stadig vigtigheden ved lydighed overfor Guds Ord, og vigtigheden ved at stole på Ham i enhver situation.
Korsets anden station: Jesus forrådes af Judas og arresteres (Lukas 22:47-48).
Judas blev ikke blot en af de mest foragtede karakterer i verdens historie da han forrådte Jesus, han blev også en skræmmende påmindelse for enhver kristen om, at der har været gange, hvor de er faldet i fristelse og har syndet. For den kristne er at snuble i synd det samme som at forråde Ham, som gav Sit liv for os. Hvor meget større er forræderiet ikke, når synden er en valgt adfærd, hvor man bevidst vender sig bort fra åndelig overbevisning (Lukas 22:47-48)? Judas levede med Jesus og sad ved Hans fødder, og lærte af Ham i flere år. Men fordi hans hjerte ikke virkelig var forvandlet af Helligåndens kraft, faldt han fra, da satan fristede ham. Vi får som troende at vide, at vi må ”ransage os selv,” for at se, om vi virkelig er i troen (2. Kor. 13:5).
Korsets tredje station: Jesus dømmes af Sanhedrinet (Lukas 22:66-71).
Det Sanhedrinske råd, som bestod af halvfjerds præster og skriftkloge og én ypperstepræst, krævede at Pilatus korsfæstede Jesus. Hændelsen tjener som en advarsel for alle kristne, at vi må passe på med ikke at ophøje os selv ved selvretfærdigt at dømme andre. Bibelsk kundskab og høje stillinger i verden kommer stadig ynkeligt til kort overfor hellig fuldkommenhed, og stolt tænkning kan hurtigt blive til fald for selv de mest fromme personer. Bibelen lærer os, at vi skal respektere positioner med autoritet, men det er til sidst Guds vilje og Guds Ord, der må have den højeste autoritet i vores liv. Kristne har modtaget dåben af Guds Hellige Ånd, som trøster, underviser, og vejleder dem i enhver situation, og giver dem mulighed for at træffe enhver afgørelse efter Guds fuldkomne vilje, som i bund og grund negerer individets behov for religiøse herskere, såsom Sanhedrinet. At det jødiske folk gav den absolutte, religiøse autoritet til Sanhedrinet førte til korruption blandt mange af Sanhedrinets præster og skriftkloge, og da Jesus begyndte at undervise i en doktrin som underminerede deres autoritet, lagde de planer imod Ham, og krævede til sidst Hans korsfæstelse af den romerske regering (Lukas 22:66-71).
Fjerde station: Peter fornægter Jesus (Lukas 22:54-62).
Da Jesus var arresteret, anklagede en række af de tilstedeværende Peter for at være en af Jesu efterfølgere (Lukas 22:54-62). Som Jesus allerede havde forudsagt, nægtede Peter tre gange, at han kendte Jesus. Peter var Jesu elskede og betroede discipel, som var førstehåndsvidne til mange mirakler, og havde endda gået på vandet med Jesus (Matthæus 14:29-31). Men alligevel viste Peter menneskehedens svaghed, ved at fornægte Jesus, af frygt for at blive arresteret. Kristne verden over oplever stadig forfølgelse og ydmygelse fra ikke-troende i samfundet, fra verbale misbrug til slag og død. Nogle dømmer måske i selvretfærdighed Peter for hans fornægtelse af Jesus, og hans frygt for hvad romerne ville gøre ved ham, hvis de opdagede hans forhold til Jesus, men hvor mange bibel-troende kristne kan sige, at de aldrig er forblevet tavse om deres tro, når de stod foran diskrimination, enten offentligt eller privat? En sådan tavshed viser os menneskehedens skrøbelighed. Peters tro var en uperfekt tro, primært fordi han ikke var fyldt af Helligånden på det tidspunkt. Efter Helligåndens komme for at tage bolig i troendes hjerter på Pinsedag (ApG 2), var Peter en troens tapre løve, og blev aldrig igen bange for at proklamere Sin Herre.
Korsets femte station: Jesus dømmes af Pontius Pilatus (Lukas 23:13-25).
Efter nutidens juridiske standarder, er det usandsynligt, at Jesus ville være blevet dømt i nogen retssal, særligt da ingen rigtige beviser mod ham kunne fremstilles. Pontius Pilatus kunne ikke finde noget galt, som Jesus havde gjort, og ville løslade Ham (Lukas 23:13-24), men Sanhedrinet krævede, at Pilatus befalede Hans henrettelse. Sanhedrinet, som regerede efter streng, mosaisk lov og traditioner, anså Jesus som værende en stor trussel mod deres regerende autoritet over jøderne. Jesus lærte folket, at frelsen er ved Guds nåde og ikke ved at overholde de mange regler som Sanhedrinet fremsatte, og sådan lære underminerede ikke blot de religiøse lederes autoritet, men det udgjorde også en trussel mod det, de levede af. Selv i dag er budskabet om frelse ved Guds magt og valg, og ikke af vore egne bestræbelser, upopulært. Mennesker ønsker i deres faldne natur selv at opnå frelse, eller i det mindste at tage del i den, så vi i det mindste kan forlange noget af æren. Men frelsen er fra Herren, og Han giver ikke Sin ære til nogen anden (Es. 42:8).
Korsets sjette station: Jesus bliver pisket og krones med torne (Lukas 23:63-65).
Helbredelsen, der i denne passage henvises til, er åndelig helbredelse, eller helbredelse fra synd. Tilgivelse for synd, eller at blive genoprettet til Guds favør, fremstilles ofte som en helbredelsesgerning. Fem hundrede år før Maria fødte Jesus, profeterede Esajas om, at Jesus ville blive gennemboret for vore overtrædelser (Esajas 53:3-6) og knust for vores synder og ved Hans sår blev vi helbredt.
Korsets syvende station: Jesus bærer sit kors (Markus 15:20).
Da Jesus bar Sit kors, bar Han mere end et stykke træ. Selvom de, der den dag så på ikke vidste det, bar Han menneskehedens synd, og stod foran den straf, som de synder fortjente, som Han snart ville modtage på vegne af mennesker. Jesus formaner os i Matthæusevangeliet 16:24, ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” Han afslører også, at der ikke er nogen valgmulighed her. ”Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd” (Matthæus 10:38). At tage vores kors, som er et redskab til døden, op, betyder, at dør fra selvet, så vi kan leve helt som nye skabninger (2. Kor. 5:17) i tjeneste og lydighed mod Kristus. Dette betyder, at vi overgiver vores viljer, vores lidenskaber, vores ambitioner og vores begær til Gud. Det højeste formål er ikke at søge vores egen lykke, men at være villige til at give afkald på alt og også lægge livet ned, om nødvendigt.
Korsets ottende station: Simon af Kyrene hjælper Jesus med at bære korset (Lukas 23:26).
Man kan se Simon af Kyrene som et offer for omstændighederne. Han var sandsynligvis kommet til Jerusalem til påskefejringen, og kendte nok ikke noget til det, der foregik. Vi ved meget lidt om Simon af Kyrene, da han ikke nævnes i Bibelen, efter han hjalp med at bære det kors, som Jesus blev naglet til (Lukas 23:26). De romerske soldater befalede ham at hjælpe, og han sagde ikke imod, sandsynligvis fordi han frygtede for sit eget liv med situationen for øje. Modsat Jesus, som villigt bar Sit kors, blev Simon af Kyrene tvunget til at bære det. Som kristne er det vores opgave at dele Jesu lidelser villigt, som Paulus formaner os til, ”Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange, men vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver” (2. Tim. 1:8).
Korsets niende station: Jesus møder Jerusalems kvinder (Lukas 23:27-31).
Da Jesus mødte de grædende kvinder og nogle af Sine disciple på vejen til korsfæstelsen, advarede Han dem om ikke at græde for Ham, men at de skulle være bekymrede for sig selv og deres børns liv, da ondskaben var stigende i Jerusalem (Lukas 23:27-31). Selv da Han led stor smerte og personlig ydmygelse, var Jesu bekymring ikke for Sig Selv, men for deres liv og sjæle, for hvem det var en fare at opleve evig fordømmelse pga. synd i deres liv. Den samme advarsel er relevant for kristne i dag, at vi må passe på ikke at lade vores jordiske ønsker komme før vores tilbedelse af og lydighed overfor Gud. Jesus sagde, ”… mit rige [er] ikke af denne verden” (Johannes 18:36), og som borgere af himlen bør vores fokus og opmærksomhed være dér.
Korsets tiende station: Jesus bliver korsfæstet (Lukas 23:33-47).
Det er svært, her 2,000 år efter, at forestille sig rædslen i det øjeblik, hvor dem, der stod ham nærmest, hjælpeløst måtte se på, da naglerne blev drevet gennem Hans hænder og fødder ind i tømmeret, hvorpå Han skulle drage Sit sidste åndedrag i menneskeskikkelse (Lukas 23:44-46). Hans nærmeste og disciple forstod endnu ikke til fulde, hvad der skete på det tidspunkt. De kunne endnu ikke forstå, at denne onde gerning som fandt sted, var resultatet af et guddommeligt formål og planen om frelse for alle, som ville tro på Kristus. Og til os i dag, ”Hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor?” (Hebræerne 2:3). ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG 4:12).
Korsets 11. station: Jesus giver løfte om Sit Rige til den troende tyv (Lukas 23:43).
Det er muligt, at tyven, som blev korsfæstet ved siden af Jesus, evnede at forstå ideen om, at livet ikke var ved at slutte for Jesus, men at Han var ved at transcendere den fysiske verden til løftet om evigheden, hvorfra Han var kommet for at betale for menneskeheden. Tyven skulle blive blandt de første som kom i paradis af nåde ved tro på Jesus Kristus (Efeserne 2:8-9). Jesus fortalte tyven, at han den dag skulle være med Ham i paradis, fordi Han accepterede og troede på Guds Søn. Dette er et klart eksempel på, at en person frelses ved nåde af tro snarere end af gerninger, som dem, der forfulgte og fordømte Jesus ville have folket til at tro.
Korsets 12. station: Jesus på korset taler med Sin mor og Sine disciple (Lukas 23:48-49).
I Sit døende øjeblik satte Jesus stadig andres behov før Sine Egne, da Han på uselvisk vis gav Sin discipel Johannes den opgave at tage sig af Sin mor (Johannes 19:27). Hele Hans liv, Hans død inklusive, lærte ved eksemplets magt at vi må sætte andres behov før vores egne, og lægge alt under Guds fuldkomne vilje. Villigheden til at blive i Hans Ord og at vise det rigtige med gerninger ved at ofre Sig for andre når modgangen går en i møde, er egenskaber, som er med til at definere det kristne liv.
Korsets 13. station: Jesus dør på korset (Lukas 23:44-46).
I det øjeblik Jesus døde, flængedes det forhæng i templet, som adskilte mennesker fra det Allerhelligste, fra top til bund. Dette var rædselsvækkende for alle de jøder som var vidner dertil, som ikke forstod, at det betød afslutningen af den gamle pagt og begyndelsen af den nye pagt. Det var ikke længere nødvendigt, at mennesket måtte opleve adskillelse fra Gud på grund af synd, men vi ville nu kunne komme frimodigt i bøn til nådens trone for at få vores synder tilgivet. Jesu liv og offerdød havde fjernet syndens barriere og gjort det muligt for mennesket at modtage frelse ved nåde.
Korsets 14. station: Jesus lægges i graven (Lukas 23:50-54).
Efter Jesus døde og blev taget ned fra korset, blev Han lagt til hvile i en grav, som en mand ved navn Josef, som var fra den jødiske by Arimatæa, havde sørget for (Lukas 23:50-54). Josef var også et medlem af Sanhedrinet, men var imod Jesu retssag og korsfæstelse. Josef troede hemmeligt på, at Jesus var Skriftens Messias, men frygtede for konsekvenserne ved at anerkende sin overbevisning offentligt (Johannes 19:38). Efter Jesu død gik Josef hemmeligt til Pilatus og bad om Jesu legeme, så han kunne sørge for en ordentlig begravelse.
Jesu store offer blev ikke blot betalingen for menneskets synd, men den blev også den sejr, som skulle besejre og overvinde døden, hvilket ellers ville have betydet den uundgåelige skæbne for alle mennesker, som alle er født under syndens forbandelse. Synden bærer sin egen uundgåelige straf med sig, og den straf er døden. Vor Skaber er retfærdig og fair, og krævede derfor, at prisen for synd måtte betales. Men fordi Gud er kærlig og barmhjertig såvel som retfærdig, sendte Han Sin enbårne Søn for at betale straffen for vore synder, vidende at vi ellers ville opleve evig dom (Johannes 3:16). Guds kærlighed og nåde kommer stærkt til udtryk ved Jesu ord, da Han hang døende på korset, og bad Gud om at tilgive dem, som var ved at slå ham ihjel i deres uvidenhed (Lukas 23:34). Det kan let formodes, at menneskets modvillighed til fuldt ud at overgive sig i lydighed overfor Guds Ord og lov er på grund af dets mangel på kundskab og visdom. Ironien ved den opsummering er, at den død som det betød for Jesus på korset, bliver til åndelig død for dem, som ikke kan overvinde den samme uvidenhed som endnu plager det meste af menneskeheden i dag. Det syndige menneske som nægter at modtage frelsens gave, som Jesus har gjort muligt ved Sit offer, er på alle måder et resultat af oprørsk uvidenhed og synd, som adskiller et menneske fra Guds visdom.
English
Hvad er korsets stationer, og hvad kan vi lære af dem?
