Spørgsmål
Hvad er betydningen af kristen forløsning?
Svar
Alle har brug for forløsning. Vores naturlige tilstand var karakteriseret ved, at vi var skyldige: "for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud" (Romerne 3:23). Kristi forløsning har gjort os frie fra skyld, og "ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus" (Romerne 3:24).
Fordelene ved forløsningen er blandt andet evigt liv (Åbenbaringen 5:9-10), tilgivelse for synder (Efeserne 1:7), retfærdighed (Romerne 5:17), frihed fra lovens forbandelse (Galaterne 3:13), at vi har fået barnekår, og er kommet ind i Guds familie (Galaterne 4:5), er blevet frigjorte fra syndens trældom (Titus 2:14; 1. Peter 1:14-18), har fået fred med Gud (Kolossenserne 1:18-20), og har modtaget den iboende Helligånd (1. Korinther 6:19-20). At blive forløst, betyder altså at vi bliver tilgivet, gjort hellige, gjort retfærdige, modtager frihed, barnekår, og finder forligelse. Se også Salme 130:7-8, Lukasevangeliet 2:38, og Apostlenes Gerninger 20:28.
Ordet forløse betyder "at købe fri." Dette udtryk blev specifikt brugt i henvisning til, at man købte en slave fri. Det er ret sigende, at dette udtryk bruges i forbindelse med Kristi død på korset. Jesus betalte prisen for vores frigørelse fra synden og dens konsekvenser (Matthæus 20:28; 1. Timotheus 2:6). Hans død var en betaling for vores liv. Faktisk er Skriften ret klar om, at forløsningen kun er mulig "ved hans blod," og altså ved hans død (Kolossenserne 1:14).
Himlens gader vil være fyldt med tidligere fanger, som, uden selv at have gjort noget for det, nu er blevet forløste, tilgivet, og sat fri. Syndens slaver er blevet hellige. Det er derfor ikke underligt, at vi vil synge en ny sang – en sang fyldt med pris til vores Forløser, som blev slagtet for vores skyld (Åbenbaringen 5:9). Vi var før syndens slaver, og fordømte til at leve i evig adskillelse fra Gud. Men Jesus betalte prisen for vores forløsning, som resulterede i frihed fra syndens slaveri, og vores redning fra denne synds evige konsekvenser.
English
Hvad er betydningen af kristen forløsning?