Spørgsmål
Hvad er kristendommens historie?
Svar
Kristendommens historie er i virkeligheden den vestlige civilisations historie. Kristendommen havde en altdominerende indflydelse på samfundet som helhed – kunst, sprog, politik, lov, familieliv, kalenderdatoer, musik, og den måde vi i det hele taget tænker på er alle blevet farvet af kristendommens indflydelse igennem næsten to årtusinder. Derfor er det vigtigt at kende til kirkens historie.
Kirkens begyndelse
Kirken begyndte 50 dage efter Jesu opstandelse (ca. 35 e.kr.). Jesus havde givet løftet om, at han ville bygge sin kirke (Matthæus 16:18), og med Helligåndens komme på pinsedagen (ApG 2:1-4), begyndte kirken – ekklesia (”forsamlingen som er kaldet ud”) – officielt. Tre tusinde mennesker reagerede på Peters prædiken den dag, og valgte at følge Jesus.
De første der omvendte sig til kristendommen var enten jøder eller judaistiske proselytter, og kirken var placeret i Jerusalem. Derfor blev kristendommen først set som en jødisk sekt, lig farisæerne, saddukæerne og esenerne. Men det som apostlene lærte, var radikalt anderledes fra det de andre jødiske grupper underviste i. Jesus var den jødiske messias (den salvede Konge), som var kommet for at opfylde loven (Matthæus 5:17) og indstifte en ny pagt, som var baseret på hans død (Markus 14:24). Dette budskab, samt beskyldningen om at have slået deres egen messias ihjel, gjorde mange jødiske ledere rasende, og nogle, inklusive Paulus fra Tarsus, reagerede ved at gå imod ”vejen” (ApG 9:1-2).
Det er meget rigtigt at sige, at kristendommen har sine rødder i judaismen. Det gamle testamente lagde grunden til det nye, og det er umuligt at forstå kristendommen helt, uden en oparbejdet viden om det gamle testamente (se Matthæusevangeliet og Hebræerbrevet). Det gamle testamente forklarer det nødvendige ved en messias, indeholder messias’ folks historie, og forudsiger messias’ komme. Det nye testamente handler således helt om messias’ komme og hans værk, som frelste os fra synden. I sit liv opfyldte Jesus mere end 300 specifikke profetier, og beviste dermed at han var den Ene, som det gamle testamente havde forventet.
Den tidlige kirkes vækst
Kort tid efter pinse blev kirkens døre åbnet op for ikke-jøder. Evangelisten Filip prædikede for samaritanerne (ApG 8:5), og mange af dem troede på Kristus. Apostlen Peter prædikede til Kornelius’ hedningehushold (ApG 10), og de modtog også Helligånden. Apostlen Paulus (som tidligere havde forfulgt kirken) spredte evangeliet over hele den græsk-romerske verden, og nåede så langt som til selveste Rom (ApG 28:16) og muligvis helt til Spanien.
Omkring år 70, det år hvor Jerusalem blev ødelagt, var de fleste af bøgerne i det nye testamente blevet skrevet færdige, og cirkulerede nu blandt kirkerne. I de næste 240 år blev de kristne forfulgt af Rom – nogle gange tilfældigt, og nogle gange efter statslig beslutning.
I det 2. og 3. århundrede blev kirkernes lederskab mere og mere hierarkisk, i takt med at medlemstallene steg. Der opstod adskillige kætterier som blev afsløret og modarbejdet i denne tid, og man blev enige om den nytestamentlige kanon. Forfølgelsen fortsatte med at intensiveres.
Den romerske kirkes begyndelse
I 312 e.kr. hævdede den romersk-katolske kejser Konstantin, at han havde haft en omvendelsesoplevelse. Omkring 70 år senere, da Theodosius var kejser, blev kristendommen den eneste officielle religion i det romerske rige. Biskopper fik hæderspladser i regeringen, og ved år 400 e.kr. var udtrykkene ”romersk” og ”kristen” praktisk talt synonyme.
Efter Konstantins tid blev kristne altså ikke længere forfulgt. Med tiden blev det ”hedningerne” som oplevede forfølgelse, hvis de ikke ”omvendte” sig til kristendommen. Sådanne tvungne omvendelser betød, at mange mennesker kom til kirkerne uden en ægte forvandling i hjertet. Hedningerne bragte de afguder og de praksisser, som de var vante til, med sig, og kirken forandrede sig; ikoner, bestemt arkitektur, pilgrimsvandringer, og ophøjelsen af helgener blev føjet til den enkle tilbedelse som fandtes i den tidlige kirke. Omkring dette tidspunkt trak nogle kristne sig væk fra Rom, valgte at leve isolerede som munke, og barnedåb blev indført som et middel til at vaske arvesynden bort med.
Igennem de næste århundreder holdtes der op til flere kirkekonciler i forsøget på at bestemme kirkens officielle doktrin, til at skabe censur omkring gejstligt misbrug, og til at skabe fred mellem bekrigende magter. Samtidigt med at det romerske rige blev svagere, blev kirken mere stærk, og mange uenigheder brød ud mellem kirkerne i vesten og østen. Den vestlige (latinske) kirke, som havde hovedsæde i Rom, hævdede at den havde apostolsk autoritet over alle kirkerne. Biskoppen i Rom begyndte endda at kalde sig selv for ”paven” (faderen). Dette gjorde ikke noget godt indtryk på den østlige (græske) kirke, som havde hovedsæde i Konstantinopel. Teologisk, politisk, proceduremæssigt, og lingvistisk splittelse var med til at føre til det store skisme i 1054, hvor den romersk-katolske (”universelle”) kirke og den øst-ortodokse kirke ekskommunikerede med hinanden, og brød alle bånd.
Middelalderen
I løbet af middelalderen i Europa, fortsatte den romersk-katolske kirke med at bevare magten, og paverne hævdede at de havde autoritet i alle ting i livet, og levede som konger. Det blev normalt med korruption og grådighed i kirkelederskabet. Fra 1095 til 1204 støttede paverne en række blodige og dyre korstog i forsøget på at hindre muslimske fremskridt, og befri Jerusalem.
Reformationen
Igennem årene forsøgte mange individer at skabe opmærksomhed omkring den romersk-katolske kirkes teologisk-, politisk-, og menneskerettighedskrænkende handlinger. Alt blev neddysset på den ene eller anden måde. Men i 1517, tog en tysk munk ved navn Martin Luther et opgør med kirken, og alle lyttede. Med Luther opstod den protestantiske reformation, og middelalderen var dermed et lukket kapitel.
Reformatorerne, inklusive Luther, Calvin, og Zwingli, var uenige i flere af teologiens finere spørgsmål, men de fremhævede alle konsekvent bibelens absolutte autoritet over kirketradition, og det faktum at syndere bliver frelst af nåde ved tro alene, og ikke af gerninger (Efeserne 2:8-9).
Selvom katolicismen fik et comeback i Europa, og en række krige mellem protestanter og katolikker fulgte i kølvandet på dette, så havde Reformationen held med at demontere den romersk-katolske kirke og hjalp med at åbne dørene til den moderne tidsalder.
Missionsalderen
Fra 1790 til 1900 viste kirken en ikke tidligere set interesse i missionerende arbejde. Koloniseringen gjorde, at man indså behovet for missioner, og industrialiseringen havde givet mennesker med den økonomiske mulighed for det, evnen til at støtte missionærer. Missionærer rejste rundt omkring verden for at prædike evangeliet, og kirker blev etableret overalt i verden.
Den moderne kirke
I dag har den romersk-katolske og øst-ortodokse kirke taget skridt i retning af at læge deres brudte forhold, og det samme gælder katolikker og lutheranere. Den evangeliske kirke er stærkt uafhængig og solidt rodfæstet i den reformerte teologi. Kirken har også oplevet pinsevækkelsens opståen, samt den karismatiske bevægelse, økumenikalismen, og forskellige kulter.
Hvad vi lærer af vores historie
Hvis vi ikke lærer noget af kirkehistorien, så burde vi i det mindste anerkende vigtigheden af at lade ”Kristi ord bo i rigt mål hos jer” (Kolossenserne 3:16). Hver af os har et ansvar i at lære hvad Skriften siger, og leve derefter. Når kirken først glemmer hvad bibelen lærer, og ignorerer det som Jesus underviste i, så hersker der kaos.
Der findes mange kirker i dag, men kun ét evangelium. Det er ”den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige” (Judas 3). Må vi være forsigtige med at bevare den tro, og give den videre uden ændringer, og Herren vil fortsætte med at opfylde sine løfter om at bygge sin kirke.
English
Hvad er kristendommens historie?
