Spørgsmål
Kvindelige præster/ prædikanter? Hvad siger bibelen om kvinder i tjeneste?
Svar
Spørgsmålet om kvindelige præster/ prædikanter er måske det mest kontroversielle i menigheden i dag. Derfor er det nødvendigt, at vi ikke ser denne sag som et spørgsmål om mænd versus kvinder. Der er kvinder som ikke tror på, at kvinder bør fungere som præster, og at bibelen sætter grænser for kvindelig tjeneste, og der er mænd som tror på, at kvinder kan fungere som præster, og ikke ser nogen restriktioner for dette i bibelen. Dette handler i sidste ende ikke om chauvinisme eller diskrimination, men om tolkning af bibelen.
I Guds Ord står der, ”En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed” (1. Timotheus 2:11-12). Gud giver mænd og kvinder forskellige opgaver i sin menighed. Dette er et resultat af, hvordan menneskeheden er blevet skabt, og den måde hvorpå synden kom ind i verden (1. Timotheus 2:13-14). Igennem apostlen Paulus, begrænser Gud kvinden fra at fungere som lærer og/ eller have åndelig autoritet over en mand. Dette umuliggør at kvinder kan fungere som præster, et hverv, sandelig har at gøre med at prædike til, undervise, og have åndelig autoritet over mænd.
Der findes mange, der er uenige i dette syn på kvinder i tjeneste. Et typisk synspunkt er, at Paulus begrænsede kvinders virke, fordi det var i det 1. århundrede, og kvinderne ofte var uuddannede. Men 1. Timotheus 2:11-14 nævner ikke noget om uddannelse. Hvis uddannelse var en forudsætning for at Kristi disciple kunne komme i tjeneste, så var de fleste af dem ikke kvalificerede. En anden uenighed hedder, at Paulus’ forbud kun omhandlede kvinderne i Efesus (1. Timotheus var skrevet til Timotheus, som var præst for menigheden i Efesus). Efesus var kendt for dets Artemis-tempel; Artemis var en falsk græsk/ romersk gudinde. Kvinder havde autoriteten i dyrkelsen af Artemis. Men det første brev til Timotheus (1. Timotheus) nævner ingen steder Artemis, og Paulus siger intet om, at Artemis-dyrkelse var årsag til de restriktioner, der gives i 1. Timotheus 2:11-12.
En tredje uenighed går ud på, at Paulus taler udelukkende om ægtefolk, og ikke om mænd og kvinder generelt. Det græske ord i dette skriftstykke kunne godt pege på ægtemænd og ægtekvinder; men ordets grundbetydning har nu engang at gøre med mænd og kvinder generelt. Og disse vers bruges også i vers 8-10. Er det kun ægtemænd, der bør løfte deres hænder når de beder, uden vrede og splid (vers 8)? Og er det kun ægtekvinder der bør være ærbart klædt, have gode gerninger, og vise gudsfrygt (vers 9-10)? Selvfølgelig ikke. Vers 8-10 handler uden tvivl om alle mænd og kvinder, og ikke bare om ægtefolk. Der er ikke noget i teksten, der peger på, at det pludseligt handler om ægtefolk i vers 11-14.
Endnu en uenighed går ud på, at flere kvinder i det gamle testamente, deriblandt Miriam, Deborah og Hulda havde lederskabspositioner. Der er dog nogle bestemte ting, der bør lægges mærke til her. For det første var Deborah den eneste kvindelige dommer blandt tretten mandlige dommere. Hulda var den eneste kvindelige profet blandt masser af mandlige profeter i bibelen. Miriams eneste lederskabsmæssige rolle var, at hun var Moses’ og Arons søster. De to mest fremtrædende kvinder på kongernes tid var Atalja og Jezabel – næppe gode eksempler på gudfrygtigt, kvindeligt lederskab. Vigtigst af alt er det, at kvindernes autoritet på gammeltestamentlig tid ikke har betydning i dette spørgsmål. 1. Timotheusbrev og pastoralbrevene præsenterer et nyt paradigme for menigheden – Kristi legeme – og det paradigme har at gøre med, hvordan autoriteten struktureres i menigheden, og ikke for Israel eller nogen anden gammeltestamentlig instans.
Lignende argumenter bruges om Priskilla og Føbe i det nye testamente. I Apostlenes Gerninger 18 fremstilles Priskilla og Akvila som trofaste tjenere for Kristus. Priskilla’s navn nævnes først, som måske fortæller, at hun var mere fremtrædende i tjenesten end sin mand. Men det nævnes på intet tidspunkt, at Priskilla deltager i nogen form for tjeneste, der er i strid med det, der står nævnt i 1. Timotheus 2:11-14. Priskilla og Akvila bragte Apollos ind i deres hjem, og gav ham begge discipeltræning, og forklarede ham Guds Ord mere udførligt (ApG 18:26).
Romerne 16:1 peger ikke på, at Føbe var underviser i menigheden, selv ikke hvis hun var en ”diakonisse” frem for tjener. En ældste, ikke en diakon, skulle være dygtig til at ”lære fra sig”, (1. Timotheus 3:1-13; Titus 1:6-9). Ældste/ tilsynsmænd/ diakoner beskrives alle som værende ”én kvindes mand”, ”hans børn skal være troende”, og han skal være værdig til at modtage respekt. Det er klart, at disse kvalifikationer kun referer til mænd. Udover dette, så bruges der faktisk kun maskuline pronominer, når der refereres til ældste/ tilsynsmænd/ diakoner.
Den struktur, vi finder i 1. Timotheus 2:11-14, gør ”årsagen” til dette ret klar. Vers 13 begynder med ordet ”for”, som bruges til at forklare Paulus’ udsagn i vers 11-12. Hvorfor må kvinder ikke undervise eller have autoritet over mænd? For ”Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede..” Gud skabte først Adam, og derefter Eva, til at være Adams ”hjælper.” Denne skabelsesorden har også sin retmæssige plads i familien i dag (Efeserne 5:22-33), og også i menigheden. Det bruges også som årsagsforklaring, at kvinder ikke må fungere som præster eller have åndelig autoritet over mænd, da det var Eva der blev forledt. Dette får nogle til at tro, at kvinder ikke bør undervise, fordi de lettere kan forledes/ fristes. Den ide kan diskuteres, men hvis kvinder lettere forledes, hvorfor har de så lov til at undervise børn (som jo let forledes) og andre kvinder (som i så fald også let forledes)? Det er ikke det, der står i teksten. Kvinder må ikke undervise eller have åndelig autoritet over mænd, fordi Eva var den, der blev forledt. Som et resultat af dette, har Gud skænket mænd den primære autoritet til at undervise i menigheden.
Der er mange kvinder, der er meget dygtige i at vise gæstfrihed, barmhjertighed, undervisning og hjælp. Den lokale menigheds tjeneste afhænger i høj grad af kvinder. Menighedens kvinder må gerne bede offentligt eller profetere (1. Korinther 11:5), men begrænses kun ved, at de ikke har autoritet over mænd. Bibelen begrænser på intet tidspunkt kvinder fra, at bruge Helligåndens gaver (1. Korinther 12). Kvinder kaldes, på lige fod med mænd, til at tjene andre, og vise Åndens frugt (Galaterne 5:22-23), og til at forkynde evangeliet for de fortabte (Matthæus 28:18-20; ApG 1:8; 1. Peter 3:15).
Gud har forordnet det sådan, at kun mænd må tjene i stillinger, hvor det drejer sig om åndelig autoritet til at undervise i menigheden. Dette betyder ikke nødvendigvis, at mænd er bedre lærere, eller at kvinder er underlegne eller mindre intelligente (hvilket ikke er tilfældet). Det er ganske enkelt den måde, Gud designede menigheden til at fungere. Mænd har til opgave at vise åndeligt lederskab – igennem deres liv og deres ord. Kvinder har til opgave at påtage sig en mindre autoritiv rolle. Kvinder opmuntres til at undervise andre kvinder (Titus 2:3-5). Bibelen forhindrer heller ikke kvinder i at undervise børn. Den eneste aktivitet, som kvinder ikke må deltage i, er at undervise mænd eller have åndelig autoritet over dem. Dette betyder logisk set, at kvinder ikke må fungere som præster/ prædikanter. Dette gør ikke kvinder mindre betydningsfulde, men giver dem snarere et fokus på tjeneste, der er mere i tråd med Guds plan, og de gaver han har skænket dem.
English
Kvindelige præster/ prædikanter? Hvad siger bibelen om kvinder i tjeneste?
