Spørgsmål
Hvad er moralsk relativisme?
Svar
Det er lettere at forstå moralsk relativisme, hvis man sammenligner den med moralsk absolutisme. Absolutisme hævder, at morale afhænger af universelle principper (naturloven, samvittigheden). Kristne absolutister tror på, at Gud er kilden til den almindelige moralitet, og at den derfor er uforanderlig, ligesom han selv er. Moralsk relativisme mener, at moralitet ikke er baseret på en absolut standard. I stedet for afhænger etiske "sandheder" af situationen, kulturen, ens følelser, osv.
Man kan sige flere ting om argumenterne for moralsk relativisme, som viser dens tvivlsomme natur. For det første kan det godt være, at mange af de argumenter, der bruges til at støtte om relativismen lyder gode til at begynde med, men der er en logisk selvmodsigelse i dem alle, fordi de alle fremsætter den "rette," moralske plan – den, vi alle bør følge. Men dette er i sig selv absolutisme. For det andet benægter såkaldte relativister i de fleste tilfælde selv relativismen. De vil ikke mene, at en morder eller voldtægtsforbryder er skyldfri, hvis bare han ikke har overtrådt sine egne standarder.
Relativister kan argumentere for, at forskellige værdier blandt forskellige kulturer viser, at morale er relativt forskellig for nogle mennesker. Men dette argument blander individets handlinger (hvad det gør) sammen med absolutte standarder (om de bør gøre det). Hvis kulturen er bestemmende for, hvad der er rigtigt og forkert, hvordan kunne vi så dømme nazisterne? De fulgte jo bare deres egen kulturmoral. Det er kun, hvis mord er universelt forkert, at nazisterne tog fejl. Så er det ligegyldigt, om de havde deres "egen moral" eller ej. For det andet deler mennesker stadig en fælles moral, selvom de praktiserer moral forskelligt. For eksempel er aborttilhængere og ikke-aborttilhængere enige om, at mord er forkert, men de er uenige om, hvorvidt abort er mord. Så selv her viser det sig, at den universelle moralitet er sand.
Nogle hævder, at forskellige situationer betyder, at man ændrer moralitet – i forskellige situationer er det nødvendigt med forskellige handlinger, som ikke nødvendigvis er rigtige i andre situationer. Men der er tre ting, som vi må dømme en handling ud fra: situationen, handlingen, og intentionen. Vi kan for eksempel dømme en person for mordforsøg (intention), selvom forsøget slår fejl (handling). Så situationer er altså en del af den moralske beslutning, for de er bestemmende for den sammenhæng, man vælger den specifikke, moralske handling ud fra (brugen af universelle principper).
Det primære argument, som relativister appellerer til, er tolerance. De hævder, at det er intolerant at fortælle nogen, at deres moral er forkert, og at relativismen tåler alle synspunkter. Men dette er vildledende. For det første bør man aldrig tolerere ondskab. Bør vi tolerere en voldtægtsforbryders syn på, at kvinder er objekter, der bør misbruges for ens egen nydelses skyld? For det andet er det selv-ødelæggende, fordi relativister ikke tåler intolerance eller absolutisme. For det tredje kan relativisme ikke forklare, hvorfor man i det hele taget bør være tolerant. Selve ideen om, at vi bør tolerere mennesker (selv når vi er uenige) er baseret på den absolutte moral, at vi altid bør behandle folk rimeligt – men der har vi så absolutismen igen! Faktum er, at der slet ikke kan være nogen godhed, hvis der ikke findes universelle, moralske principper.
Det er også et faktum, at alle mennesker er født med en samvittighed, og vi ved alle instinktivt, når nogen har gjort noget forkert mod os, eller vi har gjort noget forkert mod andre. Vi handler på en måde, der viser, at vi også forventer, at andre er enige i dette. Selv som børn kender vi forskellen på, om noget er "fair" eller "urimeligt." Det kræver en dårlig filosofi, hvis man skal overbevise os om, at vi tager fejl, og at moralsk relativisme er sand.
English
"Hvad er moralsk relativisme?
