Spørgsmål
Hvad er pagtsteologi, og er det bibelsk?
Svar
Pagtsteologi er ikke så meget ’teologi’ i den forstand, at det er et sæt af systematiske doktriner, men har mere at gøre med en ramme, som man kan forstå Skriften indenfor. Den stilles ofte i kontrast til en anden fortolkningsmæssig ramme, som kaldes for ’Dispensationsteologi.’ Dispensationalisme er i øjeblikket den mest populære, skriftmæssige tolkningsmetode i det evangeliske Amerika, og har været det siden den sidste del af det 19. århundrede, og helt ind i det 21. århundrede. Men pagtsteologi har bevaret sit flertal af tilhængere inden for protestantismen siden reformationen, og er det system, som de mere reformerte eller calvinistisk overbeviste holder sig til.
Dispensationalismen mener, at Skriften har åbenbaret sig i en række af (typisk) syv ’dispensationer’ (en ’dispensation' kan defineres ved at være de specifikke midler, som Gud bruger til at handle med mennesket og skabningen i løbet af en given periode i frelseshistorien på), imens pagtsteologien ser på Skriften i igennem pagtens briller. Pagtsteologien taler om to unikke pagter: gerningernes pagt, og nådens pagt. Nogle gange bliver en tredje pagt nævnt; den kaldes for frelsens pagt, som logisk set går forud for de to andre pagter. Vi vil nu se på disse pagter én efter én. Det vigtigste at holde sig for øje, er, at alle de forskellige pagter som Skriften nævner (f.eks. de pagter som blev indgået med Noa, Abraham, Moses, David og den nye pagt) enten stammer fra gerningernes pagt eller nådens pagt.
Lad os se på de forskellige pagter som bliver beskrevet inden for pagtsteologien, og begynde med frelsens pagt, som logisk set begynder før de to andre pagter. Ifølge pagtsteologien, så er frelsens pagt blevet indgået mellem treenighedens tre personer, og handler om at udvælge, sone for, og bringe frelse til en bestemt gruppe af individer til frelse og evigt liv. Som en kendt pastor og teolog engang har sagt, så ”udvælger Faderen en brud til sin Søn,” ifølge pagtsteologien. Selvom denne pagt ikke nævnes eksplicit i Skriften, så fortæller Skriften os eksplicit hvad Guds frelsesplan går ud på (Efeserne 1:3-14, 3:11; 2. Thessaloniker 2:13; 2. Timotheus 1:9; Jakob 2:5; 1. Peter 1:2). Og desuden beskrev Jesus ofte sin opgave på den måde, at han gjorde Faderens vilje (Johannes 5:3, 43; 6:38-40; 17:4-12). Der kan ikke være nogen tvivl om, at Gud har ønsket at frelse de udvalgte fra begyndelsen af; frelsesteologien formaliserer bare denne plan i et sprog, der handler om pagt.
Set fra et frelseshistorisk perspektiv, så er gerningernes pagt den første pagt, vi læser om i bibelen. Da Gud skabte mennesket, satte han ham i Edens have og gav ham et enkelt bud: ”Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” (1. Mosebog 2:16-17). Vi kan læse os frem til det pagtssprog, der bruges i dette skriftvers. Gud placerer Adam i haven, og lover ham et evigt og langt liv, så længe han adlyder Guds bud. Lønnen ved at adlyde er livet, og lønnen ved ikke at adlyde er døden. Der er tale om brugen af pagtssprog her.
Nogle akademikere mener, at der i gerningernes pagt gemmer sig en Suzerain-vasalsk pagt. I denne slags pagter fremlagde suzerainen (altså, kongen eller fyrsten) pagtens vilkår til vasalen (altså, undersåtten). Han tilbød sin velsignelse og beskyttelse, så længe vasalen gav sin hyldest/ anerkendelse til ham. I gerningers pagts tilbyder Gud (suzerainen, eller kongen/ fyrsten) evigt liv og velsignelse til menneskeheden (vasalen er repræsenteret ved Adam, som er hoved for menneskeracen), hvis mennesket ville overholde pagtens betingelser (altså, at han ikke spiste af træet). Vi kan se den samme struktur gentage sig, da den gamle pagt bliver givet til Israel igennem Moses. Israel indgik en pagt med Gud på Sinaibjerget. Gud lovede at give dem det forjættede land, en slags ’Edens have' (et land der ’flyder med mælk og honning’) med et nyt lovgrundlag, og hans velsignelse og beskyttelse mod alle fjender, hvis Israel ville overholde pagtens betingelser. Straffen for at overtræde pagtens betingelser var, at de ville blive fordrevet fra landet (hvilket skete for det nordlige rige, da det blev indtaget i 722 f.kr., og det sydlige rige i 586 f.kr.).
Da Adam ikke overholdt gerningernes pagt, valgte Gud at indstifte en tredje pagt, som kaldes for nådens pagt. Inden for nådens pagts rammer tilbyder Gud, at syndere (dem, som ikke kan leve op til gerningernes pagt) kan modtage evigt liv og frelse gennem troen på Jesus Kristus. Vi kan allerede læse om Guds plan om at indstifte nådens pagt i 1. Mosebog 3:15, hvor Gud profeterer om ”kvindens sæd.” Gerningernes pagt er en betinget pagt, som lover velsignelse ved lydighed, og forbandelse ved ulydighed, men nådens pagt er en ubetinget pagt, og gives gratis i kraft af Guds nåde. Nådens pagt minder i natur mere om oldgamle fredstraktater, hvor man bevilligede land til undersåtter. Konkret betød det, at kongen gav et stykke land gratis til en undersåt, uden nogen form for vederlag. Man kan godt argumentere for, at tro er en betingelse i nådens pagt. Bibelen giver mange formaninger til dem, som tager imod Guds ubetingede nåde, om at forblive tro til enden, så det er både rigtigt og alvorligt at sige, at det er en betingelse i nådens pagt at man bevarer sin tro. Men samtidigt fortæller bibelen os også, at selv den frelsende tro er en nådegave fra Gud (Efeserne 2:8-9).
Vi ser at nådens pagt viser sig i de forskellige, betingelsesløse pagter, som Gud indgår med enkeltpersoner i bibelen. Den pagt, Gud indgår med Abraham (at han vil være Abrahams Gud, og at Abraham og sine efterkommere vil være hans folk) er en udvidelse af nådens pagt. Den davidiske pagt (at en Davids efterkommer altid vil herske som konge) er også en udvidelse af nådens pagt. Og til sidst har vi den nye pagt, som er det endelige udtryk for nådens pagt, hvor Gud skriver sine love på vores hjerter og helt tilgiver os vore synder. Hvis der er en ting, som skinner klart igennem når vi ser på de forskellige gammeltestamentlige pagter, så er det, at de alle har deres opfyldelse i Kristus. Den davidiske konge som for evigt ville herske over Guds folk, blev også opfyldt i Kristus, og det er helt åbenlyst, at den nye pagt også blev opfyldt i Kristus. Selv i den gamle pagt finder vi ledetråde som peger på nådens pagt, da alle de gammeltestamentlige ofringer og ritualer peger frem mod Kristi, vor store ypperstepræsts, frelsesværk (Hebræerne 8-10). Derfor kan Jesus i bjergprædiken sige, at han ikke kom for at nedbryde loven, men for at opfylde den (Matthæus 5:17).
Vi ser også at nådens pagt også har sin plads i det gamle testamente, når Gud skåner sit folk for den dom, som deres gentagne synder ellers gjorde dem fortjent til. Selvom Moselovens betingelser (som er en brug af gerningernes pagt) lovede, at Israel ville opleve Guds dom hvis de ikke adlød hans bud, så handler Gud alligevel langmodigt med sit pagtsfolk. Dette følges som regel op af sætningen, ”på grund af sin pagt med Abraham” (2. Konge 13:23; Salme 105; Esajas 29:22; 41:8); Guds løfte om at opfylde nådens pagt (som pr. definition er en ensidet pagt) tilsidesatte ofte hans ret til at gøre brug af gerningernes pagt.
Dette har været en kort beskrivelse af pagtsteologien, og hvordan den fortolker Skriften gennem pagtens linse. Et spørgsmål, som ofte rejser sig i forbindelse med pagtsteologien, handler om hvorvidt nådens pagt erstatter eller afløser gerningernes pagt. Med andre ord, så spørges der om, om gerningernes pagt er forældet, da den gamle pagt jo er forældet (Hebræerne 8:13)? Den gamle (mosaiske) pagt er rigtignok en anvendelse af gerningernes pagt, men den er ikke gerningernes pagt. Som nævnt, så går gerningernes pagt helt tilbage til Edens have, hvor Gud gav løfte om liv ved lydighed, og død ved ulydighed. Gerningernes pagt bliver mere udførligt forklaret i de ti bud, hvori Gud lover liv og velsignelse ved lydighed, og død og straf ved ulydighed. Den gamle pagt består af mere end blot den moralske lov, som er skrevet ind i de ti bud. Den gamle pagt omfatter regler og bestemmelser som handler om tilbedelsen af Gud. Den omfatter også den civillovgivning som styrede nationen Israel i løbet af teokratiets og monarkiets tid. Da Jesus Kristus, som var den lovede messias i det gamle testamente, kom, forældedes mange aspekter ved den gamle pagt, fordi Jesus opfyldte de gammeltestamentlige typer og skikkelser (se igen Hebræerne 8-10). Den gamle pagt repræsenterede ”skyggerne,” mens Kristus repræsenterede selve ”indholdet” (dansk: legemet) (Kolossenserne 2:17). Som nævnt, så kom Kristus for at opfylde loven (Matthæus 5:17). Som Paulus siger, ”for alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også vort amen, Gud til ære” (2. Korinther 1:20).
Men dette afskaffer ikke gerningernes pagt, som den er forklaret i den moralske lov. Gud krævede hellighed af sit folk i det gamle testamente (3. Mosebog 11:44), og kræver stadig hellighed af sit folk i det nye testamente (1. Peter 1:16). Derfor er vi stadig forpligtet til at opfylde de betingelser, som findes i gerningernes pagt. Men de gode nyheder er, at Jesus Kristus, den sidste Adam og hovedet for vores pagt, helt har opfyldt kravene i nådens pagt, og hans fuldkomne retfærdighed er grunden til, at Gud kan tilbyde nådens pagt til de udvalgte. I Romerbrevet 5:12-21 bliver situationen mellem de to ’forbundshoveder’ for menneskeracen beskrevet. Adam repræsenterede menneskeracen i Edens have, men levede ikke op til gerningernes pagt, og dermed kastede han sig selv og sine efterkommere ud i synd og død.
Jesus Kristus var menneskets repræsentant helt fra sin fristelse i ørkenen til sin korsfæstelse på Golgata, og opfyldte fuldkomment og helt gerningernes pagt. Derfor kunne Paulus sige, ”For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus” (1. Korinther 15:22).
For at opsummere, så ser pagtsteologien på Skriften som en række manifestationer, enten af gerningernes pagt eller af nådens pagt. Man kan læse om hele den frelseshistoriske fortælling, helt fra at Gud åbenbarer nådens pagt i sin spæde begyndelse (1. Mosebog 3:15), til at den bærer frugt i Kristus. Derfor er pagtsteologien en meget kristocentrisk måde at se på Skriften på, fordi den ser på det gamle testamente som løftet om Kristus, og det nye testamente som opfyldelsen i Kristus. Nogle har skyldt pagtsteologien på at have en ”erstatningsteologisk” lære (erstatningsteologi handler om, at kirken erstatter Israel). Dette kunne ikke være mere forkert. Ulig dispensationalismen, så ser pagtsteologien ikke nogen skarp forskel mellem Israel og kirken. Israel bestod af den gammeltestamentlige Guds folk, og kirken (som består af både jøder og hedninger) består af Guds folk i det nye testamente (Efeserne 2:11-20). Kirken erstatter ikke Israel; kirken er Israel, og Israel er kirken (Galaterne 6:16). Enhver som praktiserer den samme tro som Abraham, er en del af Guds pagtsfolk (Galaterne 3:25-29).
Der kan siges meget mere om pagtsteologien, men det vigtigste er at huske på, at pagtsteologien er et sæt fortolkningsmæssige briller til at forstå Skriften med. Der er mange forskelle mellem pagtsteologien og dispensationalismen, og nogle af dem fører til modsatrettede konklusioner om bestemte, sekundære doktriner, men begge retninger holder fast ved det centrale ved den kristne tro: frelsen er ved nåde alene, gennem tro alene på Kristus, og æren tilhører udelukkende Gud!
English
Hvad er pagtsteologi, og er det bibelsk?
