Spørgsmål
Når der findes så mange religioner, hvordan kan jeg så vide, hvilken er den rigtige?
Svar
Der er ingen tvivl om, at antallet af forskellige religioner i verden gør det svært at vide, hvilken er den rigtige. Lad os starte med at gøre os nogle tanker om dette emne generelt set, og derefter se på hvordan man kunne gå til emnet på en måde, der faktisk fører til en ret konklusion om Gud.
Udfordringen med forskellige svar til et bestemt emne, er ikke noget unikt emne indenfor religion. For eksempel kan man sætte 100 matematikstuderende sammen, give dem et komplekst problem at løse, og med stor sikkerhed vil mange nå frem til det forkerte svar. Men betyder det, at det rigtige svar ikke findes? Slet ikke. De, der har givet et forkert svar, har ganske enkelt brug for at få deres fejl vist, og lære de teknikker at kende, der kan føre dem til et korrekt svar.
Hvordan når vi så frem til sandheden om Gud? Jo, vi bruger en systematisk metodologi, der er skabt til at adskille sandhed fra fejlantagelser, ved at benytte os af forskellige sandhedstests, og dermed ender vi med en række af rigtige konklusioner. Kan du forestille dig, hvilket slags resultat en videnskabsmand ville nå frem til, hvis han bare gik ind i et laboratorium og begyndte at blande alle mulige ting sammen, uden nogen form for sans eller samling? Eller hvis en læge bare begyndte at behandle en patient med tilfældige slags mediciner, i håbet om at han måtte blive rask? Hverken videnskabsmanden eller lægen gør tingene på denne måde; de benytter sig af systematiske metoder som er metodologiske, logiske, har evidens, og hvor det er blevet bevist, at det bringer det rette resultat.
Når dette er tilfældet, hvorfor så tro, at teologi – altså studiet af Gud – skulle være anderledes? Hvorfor tro på, at man kan angribe det på en tilfældig og udisciplineret måde, og alligevel nå frem til de rigtige konklusioner? Desværre vælger mange denne tilgang, og det er en af grundene til, at der findes så mange religioner. Med det sagt, vil vi nu vende tilbage til spørgsmålet om, hvordan man når til sandfærdige konklusioner om Gud. Hvilken systematisk tilgang bør vi benytte os af? Til at begynde med må vi skabe en struktur for, hvordan vi afprøver forskellige sandhedspåstande, og derefter får vi brug for en detaljeret køreplan, som vi kan følge, for at nå frem til de rette konklusioner. Her følger en god køreplan, som vi kan bruge:
1. Logisk følgerigtighed – de ting, et trossystem hævder, er rigtige, må logisk set hænge sammen med hinanden, og ikke modsige sig selv på nogen måde. For eksempel er slutmålet med buddhisme, at man frigør sig selv fra alle former for længsler. Men man må jo have en længsel, hvis man ønsker at frigøre sig selv fra alle slags længsler, hvilket altså er et selvmodsigende og ulogisk princip.
2. Empirisk tilstrækkelighed – findes der beviser, der støtter trossystemet (uanset om beviset er rationelt, kan bevises udadtil, etc.)? Det er naturligt, at man gerne vil have beviser, når man påstår vigtige ting, så påstanden kan verificeres. Mormoner lærer f.eks., at Jesus boede i Nordamerika. Men der findes absolut ingen beviser for dette, hverken arkæologiske eller andre slags, som understøtter sådan en påstand.
3. Eksistentiel anvendelighed – trossystemet må kunne passe ind med virkeligheden, som vi kender den, og må have en meningsfuld forskel for efterfølgerens liv. Deisme påstår for eksempel, at Gud bare kastede den roterende verden ind i universet, og ikke interagerer med dem, der bor i den. Hvilken slags forskel gør et sådant trossystem på et menneske i dagligdagen? Kort sagt, så gør det ingen forskel.
Når man bruger den ovenstående struktur inden for emnet religion, vil det hjælpe en til at få et ret syn på Gud, og det vil kunne give svar på livets fire, vigtige spørgsmål:
1. Oprindelse – hvor kom vi fra?
2. Etik – hvordan bør vi leve vores liv?
3. Mening – Hvad er meningen med livet?
4. Skæbne – hvor er menneskeheden på vej hen?
Men hvordan kan man benytte sig af en sådan struktur i sin rejse efter at kende Gud? Den bedste taktik vi kan benytte os af, er at tage en skridt-for-skridt tilgang med spørgsmål/ svar. Når man indsnævrer listen over mulige spørgsmål, giver det følgende resultat:
1. Findes absolut sandhed?
2. Kan man blande fornuft og religion sammen?
3. Findes Gud?
4. Kan man lære Gud at kende?
5. Er Jesus Gud?
6. Er Gud interesseret i mig?
For det første må vi finde ud af, om absolut sandhed findes. Hvis den ikke gør, kan vi virkelig ikke være sikre på noget som helst (åndeligt eller ikke), og vi ender enten som agnostikere, og bliver usikre på, om vi overhovedet kan vide noget med sikkerhed, eller som pluralister, der godtager enhver holdning, fordi vi ikke er sikre på, hvilken, om nogen, er sand.
Man definerer absolut sandhed som det, der stemmer overens med virkeligheden, det, der stemmer overens med dens formål, og forklarer tingene, som de virkelig er. Nogle siger, at der ikke findes sådan noget som absolut sandhed, men når man indtager en sådan holdning, bliver det selvdestruktivt. Relativisten siger for eksempel, ”Al sandhed er relativ,” men alligevel må man spørge: er den påstand absolut sand? Hvis det er tilfældet, findes der virkelig absolut sandhed; og hvis ikke, hvorfor så overhovedet tænke over det? Postmodernisme bekræfter ikke nogen sandhed, men forsøger selv at bekræfte mindst en sandhed: at postmodernismen er sand. I sidste ende betyder det, at man ikke kan komme uden om, at der findes absolut sandhed.
Herudover er den absolutte sandhed snæver, og ekskluderer dens modsætninger. To plus to giver fire, og der kan ikke gives noget andet svar. Denne pointe bliver uhyre vigtig, når man sammenligner forskellige trossystemer og verdensbilleder med hinanden. Hvis et trossystem har elementer i sig, der bevises, må ethvert andet trossystem, der hævder noget andet, være falsk. Vi må også huske på, at absolut sandhed ikke lader sig rokke på grund af nogens oprigtighed eller ønske. Uanset hvor oprigtigt man omfavner en løgn, forbliver den stadig en løgn. Og intet ønske i verden kan gøre noget sandt, som i virkeligheden er falsk.
Svaret på det første spørgsmål er, at absolut sandhed findes. Da dette er tilfældet, er agnosticisme, postmodernisme, relativisme, og skepticisme alle falske holdninger.
Dette fører os frem til det næste spørgsmål, som hedder, om man kan bruge fornuft/ logik i religionsspørgsmål. Nogle siger, at det ikke kan lade sig gøre, men – hvorfor ikke? Sandheden er, at logik er livsvigtig, når man kigger på åndelige påstande, fordi den hjælper os til at indse, hvorfor nogle påstande bør ekskluderes, mens man bør godtage andre. Det er uhyre vigtigt med logik, når man skal afsløre pluralismen (som siger at alle påstande om sandhed, selv de der modsiger hinanden, er ligeværdige og rigtige).
Islam og jødedom hævder for eksempel, at Jesus ikke er Gud, hvorimod kristendommen hævder, at han er det. En af logikkens kernelove er loven om ikke-modsigelse, der siger, at en ting ikke kan være både ”A” og ”ikke-A” på samme tid, og på samme måde. Når man bruger denne lov i spørgsmålet om de påstande, jødedommen, islam, og kristendommen giver, betyder det, at kun en af dem har ret, mens de to andre tager fejl. Jesus kan ikke både være Gud og ikke Gud. Når man bruger det rigtigt, kan logik være et stærkt våben mod pluralisme, fordi det klart viser at modsættende påstande om sandhed, ikke begge kan være sande. Denne forståelse af tingene vælter hele den tankegang, der siger ”det er rigtigt for dig, men ikke for mig.”
Brugen af logik fordriver også hele den analogi, der siger ”alle veje fører til bjergets top,” som pluralister bruger. Logikken viser, at hvert trossystem har sit eget sæt af skilte, der til slut peger radikalt forskellige steder hen. Logikken viser, at den rette illustration af, hvad det vil sige at søge efter åndelig sandhed, mere ligner en labyrint – kun en vej fører til sandhed, mens alle andre veje ender i blindgyder. Alle former for tro kan ligne hinanden på overfladen, men i deres kernedoktriner er de helt forskellige fra hinanden.
Konklusionen er altså, at man kan bruge fornuft og logik i religionsspørgsmål. Med det sagt, kan vi udelukke pluralisme (troen på, at alle påstande om sandhed er lige sande og ligeværdige), fordi det er ulogisk og selvmodsigende at tro på, at diametralt modsatte påstande om sandhed begge kan være rigtige.
Herefter kommer så det helt store spørgsmål: findes Gud? Ateister og naturalister (som ikke accepterer noget, der ligger ud over den fysiske verden, og det fysiske univers), siger ”nej.” Selvom der er skrevet hele bind om dette spørgsmål, og selv om det er blevet voldsomt debatteret igennem hele historien, er det faktisk ikke så svært at svare på. For at give spørgsmålet den rette opmærksomhed, må du først stille spørgsmålet: Hvorfor findes noget som helst, i stedet for at ingenting findes? Med andre ord, hvordan kom du og jeg og alt andet til at eksistere? Man kan fremsætte argumentet om Gud på en meget enkel måde:
Noget eksisterer.
Dette noget kan ikke opstå af ingenting.
Derfor må et nødvendigt og evigt Væsen eksistere.
Du kan ikke benægte at du eksisterer, fordi du først må eksistere, for at kunne benægte din egen eksistens (hvilket er selvødelæggende), og derfor er den første præmis ovenfor sand. Ingen tror på, at man kan skabe noget af ingenting (altså, at ”ingenting” kan skabe universet), så derfor er den anden præmis sand. Og derfor må den tredje præmis også være sand – der må eksistere et evigt Væsen, som står bag alle ting.
Dette er en tilgang, som ingen tænkende ateist kan benægte; de hævder bare, at universet er dette evige væsen. Men problemet med denne tilgang er bare, at al videnskabelig bevisbyrde peger på, at universet havde en begyndelse (’big bang’). Og enhver ting, der har en begyndelse, må også være opstået af en grund; derfor havde universet en årsag bag sig, og er ikke evigt. Da de eneste to evighedskilder enten er et evigt univers (som er bevist ikke at være sandt) eller en evig Skaber, kan den eneste logiske konklusion være, at Gud eksisterer. Når man på denne måde kan bekræfte, at Gud eksisterer, udelukker det altså ateismen som et gyldigt trossystem.
Denne konklusion siger ikke noget om, hvilken slags Gud der eksisterer, men utroligt nok gør den noget helt specielt – den udelukker alle panteistiske religioner. Alle panteistiske verdensbilleder siger, at universet er Gud, og er evigt. Og denne påstand er falsk. Så derfor kan man udelukke alle panteistiske religioner, såsom hinduisme, buddhisme, og jainisme, og sige, at de ikke er gyldige trossystemer.
Desuden lærer vi nogle interessante ting om denne Gud, der skabte universet. Han er:
Overnaturlig i sin natur (Da han eksisterer udenfor sin skabelse)
Utroligt mægtig (da han har skabt alle ting, der eksisterer)
Evig (selveksisterende, da han eksisterer uden for tid og rum)
Allestedsnærværende (Han skabte rummet, og er ikke begrænset af det)
Tidløs og uforanderlig (Han skabte tiden)
Immateriel (Fordi han er højere end det skabte rum)
Personlig (Det upersonlige kan ikke skabe personlighed)
Nødvendig (Da alt andet afhænger af ham)
Uendelig og singulær (Da man ikke kan have to uendeligheder)
Har diversitet, men også enhed (da naturen giver udtryk for diversitet)
Intelligent (I højeste grad, da han har skabt alle ting)
Er formålsrettet (Da han bevidst har skabt alle ting)
Moralsk (der kan ikke eksistere nogen morallov, hvis der ikke findes en lovgiver)
Omsorgsfuld (ellers ville der ikke være blevet givet morallove)
Dette Væsen har karaktertræk, der i høj grad minder om jødedommens, Islams, og kristendommens Gud, der interessant nok er de eneste former for kernetro, der er tilbage, efter at ateismen og panteismen er blevet udelukket. Læg også mærke til, at et af de fire, vigtige spørgsmål om livet (nemlig ophav) er blevet besvaret: vi ved nu, hvor vi kommer fra.
Dette fører til det næste spørgsmål: kan vi lære Gud at kende? På dette tidspunkt bliver religion udskiftet med noget vigtigere – behovet for åbenbaring. Hvis menneskeheden må lære Gud ordentligt at kende, må Gud selv åbenbare sig for sin skabning. Jødedommen, islam, og kristendommen hævder alle at have en bog, som er Guds åbenbaring til mennesket, men spørgsmålet er hvilken (om nogen) faktisk er den rigtige? Hvis vi lader de små forskelle ligge, så findes der to kerneområder, hvor der er uenigheder. De er 1) Bibelens nye testamente 2) Personen Jesus Kristus. Islam og jødedommen hævder begge, at bibelens nye testamente er usandfærdigt i sine påstande, og begge benægter, at Jesus er Gud kommet i kød, mens kristendommen bekræfter at begge ting er sande.
Der findes ikke nogen tro på planeten, der kan ligestilles med de bjerge af beviser, der foreligger til fordel for kristendommen. Lige fra de voluminøse antal af gamle manuskripter, til de meget tidlige dateringer for de dokumenter, der blev skrevet i løbet af øjenvidners liv (ni forfattere i 27 bøger af det nye testamente), til de arkæologiske beviser – der ikke én gang har modsagt så meget som én påstand i det nye testamente – til det faktum, at apostlene gik i døden, hævdende at de havde set Jesus i levende live, og at han var kommet tilbage fra de døde; kristendommen sætter målet, når det drejer sig om at give beviser, der støtter sine påstande. Det nye testamentes historiske ægthed – at det giver en sandfærdig redegørelse for begivenhederne, som de faktisk skete – er den eneste rette konklusion at nå frem til, når man har set på alle beviserne.
Når det handler om Jesus, lægger man mærke til noget ganske særligt ved ham – han hævdede at være Gud, kommet i kød. Jesu egne ord (såsom, ”Før Abraham blev født, ER jeg”), hans handlinger (såsom at tilgive synder, og tage imod tilbedelse), hans syndfri og mirakuløse liv (som han brugte til at bevise, at hans påstande om sandhed var sande, frem for andre påstande), og hans opstandelse, støtter alle op om hans påstand om at være Gud. De nytestamentlige skrivere bekræfter dette faktum igen og igen i deres skrifter.
Men er Jesus Gud, må det han siger også være sandt. Og hvis Jesus sagde at bibelen er ufejlbarlig og sand i alt hvad den siger (og det sagde han), må det også betyde, at bibelen er sandfærdig i alt det, den hævder at være sandt. Som vi allerede har lært, kan to konkurrerende påstande om sandhed ikke begge være sande. Faktisk kommer både islam og jødedommen til kort, når de siger at Jesus ikke er den inkarnerede Gud, når bevisbyrden peger i den anden retning. Og da vi virkelig kan lære Gud at kende (fordi han har åbenbaret sig selv i sit skrevne Ord, og i Kristus), kan man også gendrive alle former for agnosticisme. Til sidst bliver endnu et af livets store spørgsmål besvaret – nemlig spørgsmålet om etik – da bibelen indeholder klare instruktioner for, hvordan menneskeheden bør leve.
Denne samme bibel hævder, at Gud har dyb omsorg for menneskeheden, og ønsker at alle må lære ham at kende helt personligt. Faktisk har han så meget omsorg for os, at han blev et menneske, så han kunne vise sin skabning præcis, hvordan han er. Der har eksisteret mange mennesker, som har ønsket at blive Gud, men kun én Gud, som ønskede at blive menneske, så han kunne frelse dem han holder så meget af, fra en evighed adskilt fra ham. Dette faktum viser kristendommens eksistentielle anvendelighed, og besvarer også de sidste to, vigtige spørgsmål om livet – spørgsmålene om mening og skæbne. Hvert menneske er blevet skabt af Gud med et formål, og hver har en skæbne, der venter ham – en skæbne, hvor han enten har evigt liv sammen med Gud, eller er evigt adskilt fra ham. Denne slutning (og pointen med, at Gud blev et menneske i Kristus) gendriver også Deismen, der siger at Gud ikke er interesseret i det, mennesker foretager sig.
Til slut kan vi se, at man godt kan nå frem til ultimativ sandhed om Gud, og at man kan komme succesrigt gennem labyrinten med forskellige verdensanskuelser, ved at afprøve ægtheden af forskellige påstande om sandhed, og ved systematisk at tilsidesætte de forkerte anskuelser, så kun sandheden forbliver. Ved at benytte os af afprøvningsmetoderne logisk følgerigtighed, empirisk tilstrækkelighed og eksistentiel anvendelighed, og koble dem sammen med de rigtige spørgsmål, giver det sandfærdige og rimelige konklusioner om religion og Gud. Enhver må være enig i, at der kun er grund til at tro på noget, hvis det er sandt – og ikke andet end dette. Men sand tro er desværre et spørgsmål om at bruge sin vilje, og uanset hvor mange logiske beviser der gives, vil nogle fortsat vælge at benægte Gud, og gå fejl af den ene, sande vej til ægte harmoni med ham.
English
Når der findes så mange religioner, hvordan kan jeg så vide, hvilken er den rigtige?
