settings icon
share icon
Spørgsmål

Hvad er den rigtige religion for mig?

Svar


Fastfood restauranter giver os muligheden for at bestille vores mad, præcist som vi vil have den. Nogle kaffehuse praler af at have mere end 100 forskellige slags kaffe at vælge imellem. Selv når vi køber huse og biler, kan vi søge efter præcis de muligheder og egenskaber vi ønsker. Vi lever ikke længere i en verden, hvor valget står imellem chokolade, vanilje og jordbær. Valget er blevet til konge! Du kan finde godt og vel lige det, der passer til dine personlige ønsker og behov.

Så hvad med at finde en religion, der netop er rigtig for dig? Hvad med en religion der er skyldfri, ikke har høje krav, og ikke er fyldt med en masse tunge ”må” og ”må ikke”? Den findes faktisk, præcist som beskrevet. Men er religion noget man vælger, på samme måde som en yndlings is?

Der findes mange stemmer, der bejler til vores opmærksomhed, så hvorfor skulle vi vælge Jesus frem for f.eks. Muhammed eller Confusius, Buddha, Charles Taze Russell eller Joseph Smith? Jeg mener, er det ikke sådan, at alle veje fører til himlen? Er alle religioner ikke i bund og grund det samme? Sandheden er, at ikke alle religioner fører til himlen, på samme måde, som alle veje ikke fører til Rom.

Jesus er den eneste, der taler med Guds autoritet, fordi Jesus var den eneste der besejrede døden. Muhammed, Confusius og de andre, ligger til dags dato i forrådnelse i deres grave. Men Jesus kunne i egen kraft stå op af graven, tre dage efter at være blevet brutalt korsfæstet af romerne. Enhver, som har magt over døden, fortjener vores fulde opmærksomhed, og enhver, som har magt over døden, fortjener at blive hørt.

Beviserne for, at Jesus genopstod fra de døde, er overvældende. Til at starte med var der 500 øjenvidner, der så den opstandne Kristus! Det er ret mange øjenvidner. 500 stemmer kan man ikke bare ignorere. Og så er der også spørgsmålet om den tomme grav. Jesu fjender kunne sagtens have stoppet enhver snak om at han var genopstået, ved at have fremvist hans døde krop, men faktum er, at der ikke var nogen krop at fremvise! Graven var tom! Kunne disciplene have stjålet hans krop? Det er meget tvivlsomt, siden der var sat romerske vagtposter op, netop for at forhindre at det kunne ske. Og når man medregner, at hans nærmeste efterfølgere var flygtet i frygt ved hans anholdelse og korsfæstelse, så er det tvivlsomt, at denne flok fiskere ville have gået op imod trænede, professionelle soldater. Og de ville heller ikke have ofret deres liv og blevet martyrer – som de fleste af dem gjorde og blev – hvis de havde haft at gøre med en fupmager. Det enkelte faktum er, at Kristi genopstandelse ikke kan bortforklares!

Og igen: enhver som har magt over døden, bør man lytte til. Jesus beviste at han havde magt over døden; derfor må vi høre hvad han har at sige. Jesus hævder at være den eneste vej til frelse (Johannes 14:6). Han er ikke en vej; og han er ikke en blandt mange veje. Jesus er vejen.

Og denne samme Jesus siger: ”Kom til mig, alle i, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matthæus 11:28). Vi lever i en hård verden og livet kan være hårdt. De fleste af os er både blodige, forslåede arrede fra livets kampe. Er du enig? Så hvad ønsker du? Genoprettelse eller mere religion? En levende frelser eller en blandt mange døde ”profeter”? Et meningsfyldt forhold eller tomme ritualer? Jesus er ikke et valg – han er valget!

Jesus er den rigtige ”religion” hvis du søger efter tilgivelse (ApG 10:43). Jesus er den rigtige ”religion”, hvis du leder efter et meningsfyldt forhold til Gud (Johannes 10:10). Og så er han den rette ”religion”, hvis du søger efter et evigt hjem i himlen (Johannes 3:16). Fæst din lid til Jesus Kristus som frelser, og du vil aldrig fortryde det! Stol på ham, hvis du ønsker tilgivelse for dine synder; det vil du heller ikke fortryde.

Hvis du ønsker at komme i ”ret forhold” til Gud, så er der følgende et eksempel på en bøn, du kan bede. Husk på, at hverken denne eller nogen anden bøn kan frelse dig. Du kan kun blive frelst fra din synd, ved at sætte din lid til Jesus Kristus. Denne bøn er bare en enkel måde at udtrykke din tro på Gud, og sige ham tak for at have banet vejen for din frelse. ”Gud, jeg ved at jeg har syndet imod dig, og fortjener straf derfor. Men jeg tror på at Jesus Kristus tog straffen jeg fortjente, så jeg kunne blive tilgivet ved at tro på ham. Jeg tager imod dit tilbud om tilgivelse, og sætter min lid til dig for at blive frelst. Jeg tager imod Jesus som min personlige frelser! Tak for din vidunderlige nåde og tilgivelse – det evige livs gave! Amen!”

Har du truffet et valg om at give dit liv til Jesus, pga. det du har læst her? Hvis svaret er ja, så tryk gerne på ”Jeg har taget imod Jesus i dag” knappen nedenfor.
English



Vend tilbage til den danske hjemmeside

Hvad er den rigtige religion for mig?
Del denne side: Facebook icon Twitter icon Pinterest icon Email icon
© Copyright Got Questions Ministries