Spørgsmål
Hvad er det kristne syn på rygning? Er rygning en synd?
Svar
Bibelen nævner ikke direkte rygning noget sted. Der er dog principper, der klart kan bruges om rygning. For det første, så byder bibelen os, at vi ikke tillader vores legemer at blive ”styret” af noget. ”Alt er tilladt mig, men ikke alt gavner. Alt er tilladt mig, men jeg skal ikke lade noget få magt over mig” (1. Korinther 6:12). Rygning er uden tvivl meget vanedannende. Senere står der i samme skriftstykke, ”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!” (1. Korinther 6:19-20). Der er ingen tvivl om, at rygning er dårligt for helbredet. Det er blevet bevist, at rygning både skader lungerne og hjertet.
Kan rygning ”gavne” (1. Korinther 6:12)? Kan man sige, at man ved at ryge ærer Gud med sit legeme (1. Korinther 6:20)? Kan et menneske virkeligt ryge ”til Guds ære” (1. Korinther 10:31)? Vi tror fuldt og fast på, at svaret på disse tre spørgsmål er ”nej.” Derfor mener vi også, at rygning er en synd, som ikke burde praktiseres af efterfølgere af Jesus Kristus.
Nogle mennesker er uenige i dette synspunkt, og fremhæver, at mange mennesker også spiser usund mad, som kan være lige så afhængighedsskabende og dårligt for kroppen. For eksempel, så er mange mennesker så hjælpeløst afhængige af koffein, at de ikke fungerer uden dagens første kop om morgenen. Men selv hvis dette er rigtigt, hvordan retfærdiggør det så rygning? Det er vores holdning, at kristne bør holde sig fra frådseri og overdrevet, usund kost. Ja, kristne er ofte hykleriske, når de fordømmer en slags synd, og tillader andre slags, men det betyder jo ikke, at rygning ærer Gud.
Et andet argument, der taler imod dette syn på rygning, er, at mange gudfrygtige mænd har været rygere, såsom den berømte, britiske prædikant C. H. Spurgeon, som var kendt for at ryge cigaretter. Igen må vi sige, at et sådant argument ikke holder vande. Vi tror på, at Spurgeon tog fejl i at ryge. Var han derudover en gudfrygtig mand, og en fantastisk underviser i Guds Ord? Så absolut! Betyder det, at samtlige af hans handlinger og vaner ærede Gud? Nej.
Ved at sige, at rygning er en synd, siger vi ikke dermed, at alle rygere er ufrelste. Der er mange, der oprigtigt tror på Jesus Kristus, der ryger. Rygning forhindrer ikke et menneske i at blive frelst. Og det får heller ikke et menneske til at miste frelsen. Rygning er ikke mindre tilgiveligt end nogen anden synd, uanset om der er tale om et menneske, der bliver kristen, eller en kristen der bekender hans/ hendes synd for Gud (1. Johannes 1:9). Samtidigt tror vi stærkt på, at rygning er en synd, som bør forlades, og overvindes, med Guds hjælp.
English
Hvad er det kristne syn på rygning? Er rygning en synd?