Spørgsmål
Hvad er Skriftens kanon?
Svar
Ordet ”kanon” kommer fra den lovregel, der bruges til at bestemme om en bog lever op til standarden. Det er vigtigt at notere sig, at bibelens skrifter var kanoniske i det øjeblik, de blev skrevet. Skriften var Skriften i det øjeblik, forfatterens pen rørte ved pergamentet. Dette er meget vigtigt, fordi kristendommen ikke har til formål at definere Gud, eller Jesus Kristus, eller frelsen. Kristendommen hviler på det fundament, som Skriftens autoritet er. Hvis vi ikke kan identificere hvad Skriften er, så kan vi ikke skelne optimalt mellem teologisk sandhed eller fejl.
Hvilken standard blev brugt til at definere, hvilke bøger kunne kaldes for en del af Skriften? Et nøglevers til at forstå denne proces og dens formål, og måske også den timing, som Skriften blev givet ved, er Judasbrevet 3, som fortæller om den kristnes tro ”som én gang for alle er overdraget til de hellige.” Da vores tro defineres af Skriften, siger Judas i bund og grund at Skriften er blevet givet én gang til fordel for de kristne. Er det ikke fantastisk at vide, at der ikke findes hverken gemte eller tabte manuskripter som endnu ikke er blevet fundet, der findes ikke nogle hemmelige bøger som kun nogle få kender til, og der findes ikke mennesker som har en speciel åbenbaring, som kræver at vi skal vandre op ad et bjerg i Himalaya, for at blive oplyst? Vi kan være sikre på, at Gud ikke har ladet os være uden et vidne. Den samme overnaturlige kraft som Gud brugte til at skabe sit skrevne Ord med, er også blevet brugt til at bevare det.
Salme 119:160 fortæller os, at hele Guds Ord er sandhed. Når vi går ud fra den præmis, så kan vi sammenligne skrifter som ikke hører til Skriftens godkendte kanon, for at se om de lever op til prøven. For eksempel, så hævder bibelen at Jesus Kristus er Gud (Esajas 9:6-7; Matthæus 1:22-23; Johannes 1:1, 2, 14, 20:28; ApG 16:31, 34; Filipperne 2:5-6; Kolossenserne 2:9; Titus 2:13; Hebræerne 1:8; 2. Peter 1:1). Men mange ikke-bibelske tekster, som hævder at høre til Skriften, påstår at Jesus ikke er Gud. Når der findes klare modsigelser, så må vi stole på den etablerede bibel, hvilket lader de andre stå uden for Skriftens område.
I kirkens første århundreder blev kristne nogle gange slået ihjel, hvis de ejede kopier af Skriften. Pga. denne forfølgelse, opstod spørgsmålet snart, ”hvilke bøger er værd at dø for?” Nogle bøger har måske indeholdt noget, Jesus har sagt, men var de indblæst, ligesom det står nævnt i 2. Timotheusbrev 3:16? Kirkelige konciler spillede en vigtig rolle ved offentligt at anerkende Skriftens kanon, men ofte anerkender en individuel kirke eller gruppe af kirker en bog som værende inspireret læsning (f.eks. Kolossenserne 4:16; 1. Thessaloniker 5:27). Igennem kirkens første århundreder var der kun tvivl om få bøger, og man var sådant set enig om den endelige liste i år 303 e.kr.
Når det kom til det gamle testamente, så blev tre vigtige ting taget i betragtning: 1) Det nye testamente citerer fra eller henviser til alle det gamle testamentes bøger, på nær to af dem. 2) Jesus opbakkede effektivt den hebraiske kanon i Matthæusevangeliet 23:35, da han citerede en af de første narrativer og en af de sidste fra Skriften på hans tid. 3) Jøderne var meget nøje med at bevare de gammeltestamentlige skrifter, og de havde kun få kontroverser over, hvad der hørte til kanon, og hvad der ikke gjorde. De romersk-katolske apokryfe skrifter levede ikke op til kravene om, hvad der definerede Skriften, og er aldrig blevet accepteret af jøderne.
De fleste spørgsmål om hvilke bøger der hørte til i bibelen, havde at gøre med skrivelser fra Kristi tid og fremefter. Den første kirke havde nogle helt specifikke kriterier for, om en bog kunne anses for at være en del af det nye testamente. Disse kriterier var blandt andet: Blev bogen skrevet af en person, som var et øjenvidne til Jesus Kristus? Levede bogen op til de ”sandhedskriterier,” som de andre bøger indeholdt? (stemte den f.eks. overens med de andre dele af Skriften, som allerede var godkendt som værende det). De nytestamentlige bøger som man godkendte dengang, har vist sig at stå tidens prøve, og kristen ortodoksi har, med meget lidt modstand, omfavnet disse bøger i århundreder.
Tilliden til at specifikke bøger blev godkendt, kan spores helt tilbage til dem, der modtog dem i det første århundrede, og som gav førstehånds vidnesbyrd om deres ægthed. Desuden argumenteres der med endetidstemaet i Johannes’ Åbenbaring, samt forbuddet mod at tilføje ord til denne åbenbaring i Johannes’ Åbenbaring 22:18, stærkt for at kanonen blev lukket da denne bog blev skrevet (ca. 95 e.kr.).
Dette er en vigtig teologisk pointe, som ikke bør overses. Gud har brugt sit Ord i årtusinder af én primær årsag – at afsløre sig selv og at kommunikere med menneskeheden. I sidste ende var det ikke de kirkelige konciler der bestemte, om en bog hørte med til Skriften; det blev allerede besluttet i det øjeblik den menneskelige forfatter blev udvalgt af Gud til at skrive for ham. For at nå frem til det endelige resultat, som også indbefatter at hans Ord er blevet bevaret i århundreder, vejledte Gud de tidlige kirkekonciler i deres godkendelse af kanon.
Når man tilegner sig viden om ting, såsom om Guds sande natur, universets og livets oprindelse, livets formål og mening, frelsens vidunder, og fremtidige begivenheder (inklusive menneskehedens skæbne), ligger dette ud over vores naturlige evne til at observere, samt ud over menneskehedens videnskabelige kapacitet. Det Guds Ord, som allerede er blevet givet os, og som er blevet værdsat og benyttet af kristne i århundreder, er nok for os til at vide, hvorfor vi må kende Jesus Kristus (Johannes 5:18; ApG 18:28; Galaterne 3:22; 2. Timotheus 3:15) og til at undervise, vejlede, og opdrage os i retfærdighed (2. Timotheus 3:16).
English
Hvad er Skriftens kanon?
